Indrømmelser fra AOL og Time Warner

MediaWatch

Med henblik på at opnå EU Kommissionens godkendelse af fusionen mellem AOL og Time Warner til 120 milliarder dollar, er de to selskaber gået ind på nogle af Kommissionens krav. Ifølge kilder tæt på forhandlingerne flytter selskabernes indrømmelser sig meget lidt fra de indrømmelser AOL og Time Warner oprindeligt har tilbudt, skriver Wall Street Journal.

Et punkt adskiller sig dog; selskaberne er gået med til ikke at diskriminere imod rivalerende ISP firmaer, der vil konkurrere med AOL om online-distribution af musik. Et af de største kritikpunkter omkring fusionen handler om, at Time Warner, der sidder på en af industriens største musik kataloger og er i færd med at fusionere med EMI, vil favorisere AOL i forbindelse med online distribution af musik.

Af samme grund har Time Warners fusion med AOL og handlen med EMI været årsag til omfattende monopoleftersyn fra regulerende myndigheder i både Europa og USA. Sidste uge sendte Den Europæiske Kommissions konkurrencemyndigheder et foreløbigt cirkulære ud, med anbefaling om en blokering af begge handler indtil selskaberne tilbyder tilfredsstillende indrømmelser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu