B2B virksomheder vil satse på e-handel

MediaWatch

Andelen af danske virksomheder, som har implementeret e-handels løsninger er steget til det dobbelte i løbet af det sidste år. Det viser rapporten "IT i praksis 2000" fra konsulentvirksomheden PLS Rambøll, som er udarbejdet i samarbejde med Dansk Data Forening.

Undersøgelsen omfatter i alt 320 virksomheder, som har fået tilsendt spørgeskemaet og besvaret det. Professor Niels Bjørn-Andersen fra Center for Elektronisk Handel ved Handelshøjskolen i København mener, at mange virksomheder kommer for sent i gang med e-handel, og at der bestemt vil være mange traditionelle virksomheder, som ikke overlever udviklingen, skriver Børsen.

Ifølge Niels Bjørn-Andersen har mange af virksomhederne indtil for nylig kun været engageret på Internettet på visitkort- og præsentations-niveauet, men nu går udviklingen i retning af, at virksomhedernes e-aktiviteter går fra at være en marketingaktivitet til at blive en integreret del af samtlige forretningsenheder, som salg, indkøb, lagerstyring og personale.

Indenfor Busines-to-Business (B2B) har knap halvdelen af virksomhederne nu e-handels løsninger for B2B. Business-to-Consumer (B2C) området domineres af den finansielle sektor, hvor 44 procent har e-handels løsninger, men også hver fjerde virksomhed inden for handel og transport har lavet e-handelsløsninger til forbrugerne, konkluderer PLS Rambøll.

Det er først og fremmest B2B virksomheder, som er opmærksomme på mulighederne med e-handel. Således forventer tre fjerdedele, at de fremover vil udbygge B2B-løsninger, mens kun halvdelen vil udbygge B2C. Virksomhedernes væsentligste argument for ikke at implementere e-handel er, at deres produkter er uegnede til Internet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu