TV 2 beskyldes for kreativ bogføring

MediaWatch

For to uger siden forlangte kulturministeren en redegørelse fra TV 2s direktion, om blandt andet hvor meget TV 2 tjente på at bryde reklameloven omtrent 400 gange i første halvdel af 2000. I den netop afleverede TV 2 redegørelse, fremgår det, at TV 2 kun tjente seks millioner kroner på sit omfattende brud af reklamelovgivningen.

TV Danmarks direktør Jesper Sehested er "overordentlig skeptisk" overfor redegørelsen, og tror ikke på, at TV 2 kun har tjent seks millioner kroner på de ulovlige reklameblokke TV 2 sendte under EM i fodbold, skriver Jyllands-Posten.

- Jeg ved ikke hvordan de har gjort tallene op, men der er meget lidt tvivl om, at TV 2 har tjent i niveauet 30 millioner kroner på det her, siger Jesper Sehested, der nu vil kræve en indsigt i, hvordan TV 2 er nået frem til sine tal. Han overvejer at, at rejse sagen politisk, da han mener, at TV 2s adfærd er konkurrenceforvridende.

TV3 er nået frem til, at TV 2 må have tjent omtrent 10-15 millioner, siger TV3s informationschef, Niels Jørgen Langekilde, og der dog tilføjer, at han ikke kan forestille sig, at TV 2 "er så dumme", at de lyver overfor ministeren.

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen har endnu ikke kommenteret, hvad ministeriet mener om TV 2s forklaring på det omfattende brud af reklameloven.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu