TV 2 overskud trods reklamekrise

MediaWatch

1999 har været et turbulent år for TV 2 med faldende reklameindtægter som følge af den skarpe konkurrence fra de udenlandske koncerner, skriver TV 2. Faldet i reklameomsætningen blev på netto 104 millioner kroner i 1999, og også i 2000 budgetterer TV 2 med reklameindtægter, der er klart under 1998-niveauet.

Til trods for den faldende reklameomsætning kom TV 2/DANMARK alligevel ud af året med et overskud på 52 millioner kroner - bedre end forventet, da budgettet blev revideret i maj 1999. Året før var overskuddet på 89 millioner kroner.

Årsagen til at det alligevel lykkes TV 2 at forbedre overskuddet er ifølge økonomidirektør Peter Parbo, at TV 2 fik lidt flere licensindtægter end ventet, og fordi det lykkedes at spare flere penge end ventet allerede i 1999.

Ifølge bestyrelsesformand Jens Bilgrav-Nielsen og administrerende direktør Cristina Lage forord til TV 2s public service-beretning, kommer reklamenedgangen efter nogle år, hvor de kommercielle stationer TvDanmark og TV3 er blevet styrket som følge af tilladelsen til networking til TvDanmark samt TV3-koncernens og TvDanmarks mulighed for at opkræve brugerbetaling af kabelhusstandene. Det har blandt andet skaffet de kommercielle konkurrenter ekstra reklameindtægter på et trecifret millionbeløb.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu