USA får mest glæde af ny IT økonomi

MediaWatch

Rapporten er udarbejdet for at finde ud af, hvorfor økonomien udvikler sig hurtigere i USA og andre lande, end i andre verdensdele. Økonomerne er ikke sikre på årsagerne til dette, skriver Jyllands-Posten.

I et foreløbigt svar, som er udarbejdet til et OECD-ministermøde, konkluderer økonomerne, at teknologiske fremskridt, forskning, udvikling og fornyelse spiller en hastigt voksende betydning for den økonomiske vækst i stort set alle vestlige lande.

Nogle få lande - især USA - har imidlertid været markant bedre til at drage fordel af den ny teknologi, fremhæves det. Men en række mindre økonomier som Danmark trækkes også frem, som lande, der i disse år oplever en kraftig teknologidrevet vækst.

Ligesom USA har disse lande dog også dereguleret og øget konkurrencen i deres økonomier, hvilket givet også har været med til at øge væksten, fremhæver OECD.

»Men de underliggende faktorer og de mere præcise årsager til disse positive tendenser er usikre og forskellige fra land til land,« hedder det i rapporten.

For både Danmark, Norge og Australiens vedkommende, er udviklingen gået hånd i hånd med en hastigt stigende beskæftigelse og generel høj økonomisk vækst.

I modsætning findes lande som Sverige og især Finland, hvor den større brug af ny teknologi har fundet sted samtidig med, at beskæftigelsen er faldet og væksten er sløjet af, fremhæver OECD.

Danmark er tidligere blevet kritiseret af analytikere for at være for applikationsorienteret i sin teknologiske forskning og udvikling, det vil sige, at Danmarks fremskridt først og fremmest skyldes evnen til at tage ny teknologi i brug, hvorimod amerikanerne er dem, som udvikler den ny teknologi.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu