SBS kræver definition

MediaWatch

Sagen omhandlede en offentlig portugisk TV-kanal kontra en privat, der havde indbragt sagen for kommissionen. Sagen har skabt dønninger til Danmark og har aktualiseret problematikken om TV 2s blandingsfinansiering. Sagen sætter fokus på det potentielle problem, at en statsligt ejet og delvist licensfinansieret TV-station med public service-forpligtelser opererer på markedet side om side med helt kommercielle TV-stationer.

TvDanmarks moderselskab, SBS, forbereder en EU-sag mod TV 2. Overfor Mediawatch uddyber SBS Danmark sine synspunkter: "Det er og bliver et politisk ansvar at føre kontrol med, hvad TV2 bruger sine licensmidler til. Politikerne lever ikke op til deres ansvar, hvis de ser gennem fingre med, at TV2 bruger sine midler til at undertrykke konkurrencen over for kommercielle TV-stationer, siger informationschef Mikkel Faurholdt, TvDanmark.

" Vi har med private virksomheder at gøre, som har ansvar over for en masse arbejdspladser og investorer. Konkurrence skal i sagens natur foregå på en fair og rimelig måde. Ikke ved, at en statsbegunstiget, blandingsfinansieret TV-station udnytter sin dominerende stilling til skade for de private aktører på markedet.

Fra politisk side gøres fra tid til anden gældende, at public service-begrebet er så rummeligt, at TV2 stort set selv må beslutte for, hvad man vil lægge i begrebet. Blot der er tale om et varieret udbud af forskellige programmer, der henvender sig til en bred skare af medborgere etc. Men det er for billigt, og det skal politikerne ikke have lov at slippe afsted med. Man må fra politisk side definere, hvad public service er - og især hvad det ikke er. Normalt er politikernes gøren og laden et forhold, hvor de alene står til ansvar over for vælgerne. Borgerne kan så på valgdagen vende tommelfingeren op eller ned, alt efter hvordan politikerne har løst deres opgave i valgperioden. Men politikerne skal i denne situation også kende deres ansvar over for de private virksomheder, der lever af at være aktører på mediemarkedet. Det politiske ansvar består blandt andet i at sikre de private aktører en fair chance for at kunne begå sig. Men det er ikke den situation, vi ser i øjeblikket. Det er uansvarligt at sætte de gængse spilleregler ud af kraft og give TV2 en klar fortrinsstilling over for de private aktører.

Derimod vil vi ikke blande os i, hvordan Danmarks Radio (DR) disponerer over sine midler til TV-produktion. For DR gælder, at man opererer med en "ren" finansieringsmodel og ikke er en aktør på det kommercielle marked. Hvordan de opererer har ingen effekt for konkurrence situationen.

TvDanmark har indtil videre reageret på to fronter: Vi har bedt EU-Kommissionen om at gribe ind over for det, vi opfatter som ulovlig statsstøtte til TV2. Et initiativ, som vi forventer os meget af.

Jesper Sehested Lund og TvDanmarks advokat var fornylig på besøg hos Kommissionens embedsmænd i Bruxelles, hvor sagen blev forelagt. Kommissionen ser med største alvor på sagen. Vi har endvidere indgivet en skriftlig klage til Konkurrencestyrelsen i Danmark over konstaterede tilfælde af prisdumping og konkurrenceforvridning fra TV2's side.

Vi finder det helt urimeligt, at TV2 kan bruge deres sikkerhed i licensmidler til at dumpe reklamepriserne til skade for den sunde konkurrence. Også denne sag forventer vi at få medhold I", siger Faurholdt til Mediawatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu