Rohde lægger pres på ministeren

MediaWatch

Som omtalt i Nyhedsbrevet MediaWatch nummer 50, er det op til forligsparterne, at bede Telestyrelsen tilvejebringe de bedst mulige sendebetingelser for den femte kanal.

Jens Rohde har bedt ministeren svare på en række såkaldte §20 spørgsmål om den femte kanal. Dem er MediaWatch kommet i besiddelse af. Rohde vil vide, om den femte radiokanal vil kunne dække 80 pct. af Danmark, uden at der skal fratages nuværende sendefrekvenser- og styrker fra kommuner eller eksisterende lokalradioer? Han spørger også, om en femte radiokanal vil skulle strikkes sammen af frekvenser strækkende sig fra 30 W over 160 til 3 kW, og at dette vil give sig udslag i en uens lydkvalitet i landet.

Kulturministeren Elsebeth Gerner Nielsen har bedt Telestyrelsen besvare spørgsmålene, og hun henholder sig til deres svar. Telestyrelsen oplyser, at den femte radiokanal af frekvensmæssige årsager antagelig vil blive opbygget ved hjælp af et sendernet med mange sendere med forskellige effektniveauer, herunder de effektniveauer, der er nævnt i spørgsmålet. Dette forhold indgår i de drøftelser, der pågår mellem Kulturministeriet og Telestyrelsen om forudsætningerne for udarbejdelsen af frekvensplanen for den femte radiokanal. FM-radiosendere med forskellige effekter og forskellige antennehøjder vil have forskellig rækkevidde. Lydkvaliteten vil imidlertid være den samme inden for den enkelte senders dækningsområde.

I løbet af kort tid vil partierne bag den mediepolitiske aftale for 2001-2004 fastlægge forudsætningerne for frekvensplanlægningen af den femte, næsten landsdækkende radiokanal, herunder i hvilket omfang der kan ske ændringer af frekvensanvendelsen på lokalradioområdet. Ministeren bemærker i den forbindelse, at graden af landsdækning for den femte radiokanal i vidt omfang er afhængig af de fastsatte beregningsforudsætninger.

På denne baggrund vil Telestyrelsen gå i gang med at udarbejde en frekvensplan for den femte, næsten landsdækkende radiokanal og efterfølgende koordinere planen med vore nabolande.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu