Medieforlig: TV 2 er beroliget

MediaWatch

Desuden skal der satses på Internet og digitalisering. »Men vi har i dag fået at vide, at vi ikke behøver at bruge penge på disse aktiviteter, før vi har indtægterne til det, og det er meget væsentligt for os«, sagde Cristina Lage, administrerende direktør på TV 2, efter gårsdagens møde, skriver Politiken.

Det kom i stand efter tirsdagens medieforlig, der kom som et chok for TV 2, fordi det blandt andet forbyder børnereklamer. TV 2 mener, at det betyder en alvorlig forværring af økonomien. Kulturministeren afviser imidlertid, at der sker ændringer i TV 2s økonomi i forhold til forligsteksten, men siger, at en forværring af stationens økonomi kan føre til en lempelse.

»TV 2 har ikke fået udsættelse på noget endnu. Men hvis økonomien bliver dårlig, må vi gå ind og se på kravene. Ifølge den vurdering, vi har bedt revisionsfirmaet KPMG om at lave, har TV 2 en meget sund økonomi lige nu og et overskud på 100 millioner kroner om året«, siger hun. Ifølge ministeren skyldes en del af stationens bekymring, at den har lavet »nogle alvorlige fejlberegninger«.

»På mødet fik vi i løbet af ti minutter ryddet udgifter af vejen for 240 millioner kroner. Der er simpelt hen nogle ting, de har misforstået. I øvrigt er det TV 2 selv, der vurderer, hvad de får råd til hvornår. Det har vi ikke mulighed for at gribe ind i hverken over for DR eller over for TV 2.

Vi pålægger dem nogle yderligere public service-forpligtelser og udstikker nogle retningslinjer, som de vil blive vurderet på. Men vi kan ikke bestemme, hvor mange penge de skal bruge på det«, siger kulturministeren.

SFs Aage Frandsen er enig i, at der i givet fald kan lempes på kravene, mens Socialdemokratiets medieordfører, Søren Hansen, er mere tilbageholdende:

»Når de får indtægterne i form af licensstigningen og en stigende andel af licensen, skal de selvfølgelig også leve op til de krav, vi har stillet«, siger han.

TV 2-ledelsen og kulturministeren er stadig rygende uenige om økonomien. 600 mio. kr. skiller Kulturministeriet og TV 2 i opfattelsen af, hvad stationen kan hente hjem på reklameindtægter de kommende fire år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu