MTG samler radiokonsortium

MediaWatch

Konstruktionen af konsortiet er inspireret af den måde, den norske og svenske stat gennem 90'erne udbød radio/TV sendekoncessioner til virksomheder og organisationer.

Konsortiet bygger på en aktiekapital på 60 millioner kroner, fordelt på tre ejergrupper som deltagere. En tredjedel ejes af institutionelle investorer, en tredjedel af danske morgen- og eftermiddagsblade og en tredjedel af MTG.

Konsortiet er parat til at betale et tocifret millionbeløb i koncessionsafgift. Konsortiet satser på en meget ressourcestærk nyheds- og aktualitetsredaktion med et årligt budget på 60 millioner kroner. Det er i runde tal samme budgetniveau som DRs Radioavis.

Bestyrelsesformanden for Modern Times Group i Danmark, Asger Aamund, har spillet en større rolle i etableringen af konsortiet. Den kendte erhvervsmand beskriver projektet således:

"Vi mener, at denne konstruktion er den rigtige måde at skaffe Danmark det ønskede monopolbrud på landsdækkende radio, set udfra såvel et økonomisk som et samfundsmæssigt synspunkt. Denne model tilbyder øget mangfoldighed for lytterne fra en ny uafhængig redaktion, der ligger helt udenfor de etablerede nyhedsredaktioners regi. Konsortiet bliver geografisk repræsentativt med en ejerkreds, der rummer en unik radio- og nyhedsmæssig kompetence.

Vi har valgt at inddrage institutionelle investorer for sprede ejerskabet og samtidig sikre, at en del af de værdier, radioen skaber, flyder tilbage til den almindelige borger. Vor målsætning er, at den nye radio bidrager til samfundsøkonomien med et tocifret millionbeløb via den årlige koncessionsafgift og via almindelig skattebetaling, fremfor at der skal opkræves en højere licens hos borgerne. Desuden planlægges det, at radioen børsnoteres i fremtiden, så alle danskere har mulighed for at blive direkte medejere.

Vi er især inspireret af de gode resultater, der er skabt hos den norske P4. I 1993 tillod de norske politikere etableringen af en landsdækkende, reklamefinansieret P4 med en bred ejerkreds. Radioen har udviklet sig til en væsentlig kultur- og nyhedsformidler og givet hele radiomediet i Norge et vældigt løft", siger bestyrelsesformand Asger Aamund, MTG Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu