Tele Danmark erklærer nordisk telekrig
Tele Danmark vil kæmpe om det nordiske marked, som indtil videre domineres af Telia og Telenor. Senest har Tele Danmark købt 2.100 km fibernet i Sverige, men det danske teleselskab står fortsat svagt på det nordiske marked, hvor hovedparten af investeringerne på kun cirka 1. milliard kroner først og fremmest er placeret i to telefonbogsselskaber.
Tele Danmarks svære situation i Sverige skyldes delvis, at man sidste år ikke fik udnyttet en mobiltelelicens, som ellers var i hus. Uden adgang til det attraktive højvækstmarked indenfor mobiltelefoni kommer Tele Danmark til at kæmpe en hård kamp i Sverige.
Derimod går det lidt bedre i Norge. Her ejer Tele Danmark 51 procent af teleselskabet El Tele Øst og i efteråret købte man 20,4 procent af norske NetCom, skriver Børsen.