Finansselskaber skeptiske overfor e-handel

MediaWatch

En ny rapport fra revisionsfirmaet Arthur Andersen baseret på en rundspørge blandt 200 finansselskaber viser, at mindre end 25 procent af de adspurgte betragter e-handel som vigtigere end de traditionelle forretningsmæssige opgaver som omkostningsbesparelser, konsolidering og produkt- og marketingmix, skriver Berlingske Tidende.

Ifølge rapporten skyldes finansselskabernes tøven overfor e-handel hensyn til kundernes accept. Selskaberne er desuden skeptiske overfor sikkerheden, adgang og den kompleksitet, der er forbundet med at drive online-tjenester.

Til gengæld havde 54 procent af de adspurgte en forventning om, at Internettet fremover ville være dominerende indenfor finansielle tjenester, enten af nutidens store globale finansselskaber eller små lokale. Kun 11 procent mente, at det bliver de nye finansselskaber, som udelukkende opererer på Internettet, der bliver nettets markedsledere.

Blandt øvrige årsager til selskabernes skepsis anføres manglende tillid til, at organisationerne besidder de menneskelige kompetencer og ressourcer, som der skal til for at drive online tjenesterne. Endelig mente kun 69 procent af de adspurgte, at de havde de nødvendige teknologiske ressourcer til at kunne iværksætte e-handel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu