IT-guroer diskuterer fremtidsvisioner i Davos

MediaWatch

Hovedspørgsmålet ved paneldiskussionen var, om det bliver hardware, underholdning, eller som Gates formulerer det ”magic software”, der komme til at drive udviklingen i fremtiden. Det var deltagerne meget uenige om.

AOL’s Stephen Case vil have Internettet til at blive en fundamental del af folks liv. Det mål mener Case langtfra er nået, idet han peger på at amerikanere kun bruger AOL’s tjenester én time om dagen. Den nylige fusion mellem AOL og Time Warner giver mulighed for at ændre situationen for AOL. Time Warner giver AOL mulighed for at benytte de bestående globale mærkenavne som CNN, Fortune og Time til at bringe AOL-tjenesterne ud over hele verden. Til gengæld får Time Warner mulighed for at sende sine udsendelser til AOL’s distributionsnet.

Ifølge Case bliver Internet-adgangen fremtidens drivende kraft, men det var Sumner Redstone fra mediegiganten Viacom uenig i. Redstone mente nærmere, at det bliver gode underholdningsprogrammer og dermed distribution som bliver fremtidens drivkræfter. Folk vil ikke høre mere snak om teknologi, fortsatte Redstone, men derimod vil de underholdes på en kreativ måde, og det er det, som giver Internettet sin berettigelse.

Bill Gates bekræftede endnu engang at Microsoft har til hensigt at gå i helt sin egen retning med hensyn til fremtidens Internet-satsninger. Microsoft vil holde sig til det, de er bedst til, udtalte Gates, og det er at udvikle de bedste brugergrænseflader. Det kommer til at ske via en differentieret strategi, hvor softwaregiganten vil udvikle brugervenlige grænseflader til privatbrug, der egner sig til at anvende computeren og Internettet til underholdning, og så fortsætte med at udvikle effektive programmer til erhvervslivet.

Interneteksperten Michael Dertouzos fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) mener slet ikke at det bliver privat-delen af Internettet, som kommer til at drive udviklingen. Forbrugernes evner udgør en helt klar begrænsning for, hvad Internettet kan bruges til med hensyn til underholdning og indhold. Derimod bliver drivkraften ifølge eksperten e-handel, som han forudser vil udvikle sig til en global markedsplads i løbet af de næste 15 år, til en værdi i nærheden af fire billioner dollar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu