Europabørsene oversvømmes af Internet-selskaber

MediaWatch

Nye lovende Internetselskaber blomstrer i øjeblikket op over hele Europa, og mange af dem vil i de kommende år blive introducerede på børserne, forudser eksperter. Baggrunden er at de finansielle investorer er positivt stemte overfor den ny type af selskaber, og deres investeringslyst skaber innovation.

Den stemning ventes mange af de etablerede børsselskaber at ville benytte sig af, og derfor udskille de vækst-potentielle Internetaktiviteter. I princippet den modsatte strategi af for eksempel Time Warner- AOL fusionen.

Når de store selskaber vælger at udskille Internet-delene så hænger det også sammen med den fleksibilitet og positive vækstånd som kendetegner Internetselskaberne, hvilket gør dem i stand til af flytte sig hurtigere på egen hånd, end som en del at en stor tung koncern.

Endelig forventes Internet-forbruget i Europa at stige til omkring det tredobbelte over de næste tre år, hvilket yderligere motiverer til spin-off af Intetnetvirksomhederne. Så kan moderselskabet koncentrere sig om at styre sin egenkapital, så den kan bruges til låntagning, mens pengene anvendes til ekspansion i vækstselskaberne indenfor Internet-udvikling.

Deutsche Telekom har allerede truffet beslutning om at sælge ti procent af datterselskabet T-Online, der er Europas største Internet-udbyder med 4,2 millioner kunder, skriver Børsen. Konkurrenten Mannesmann vil formentlig gøre det samme og udskille deres Internet-del med 2,6 millioner kunder i Tyskland og Italien. Det samme forventes mediekoncernen Bertelsmann at gøre med AOL Europe, som de ejer sammen med AOL.

Deutsche Telekom har vurderet T-Online til en markedsværdi på 15-17 milliarder euro, men eksperter mener at værdien nærmere kommer op på 30-40 milliarder euro. Og det på baggrund af en omsætning sidste år på blot 4 milliarder kroner. AOL Europe fra Bertelsmann forventes at få en markedsværdi på omkring 20 milliarder euro.

Internetselskaberne ventes at sætte sig på 20 procent af det europæiske kapitalmarked.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu