AOL Time Warner indleder kampen om interaktiv TV

MediaWatch

Både AOL og Time Warner er af den faste overbevisning, at det hidtidige problem med interaktiv TV har været mangel på gode TV-programmer med interaktive elementer

Desuden har de seneste par vist at det repræsenterer et problem, hvis ikke det samme selskab har den fulde kontrol over både indhold og de mere teknisk relaterede interaktive applikationer. Sidstnævnte problem synes fusionen at ville løse, og så vil der tilmed være frit valg på alle programhylder - lige fra den internationale mærkevare CNN til den verdensomspændende succes i form af TV-serien Friends.

Og hertil kommer selvfølgelig Time Warner's store kabelnet med omkring 15 millioner husstande og dermed ubegrænset online adgang til kunderne. Uanset fusionens endelige gennemførelse har AOL længe planlagt en lancering til sommer af sin nye tjeneste med navnet AOL TV. Skulle fusionen blive godkendt er der med Time Warner i ryggen ingen hindringer for en succes for AOL TV, ifølge parterne selv.

I fremtiden skal alt væsentligt program-indhold og de fleste eksisterende TV-kanaler udvikles til at indeholde interaktive elementer, som kan være med til at fastholde kunderne og øge omsætningen. Som eksempler er nævnt at seerne til CNNfn's finansielle nyheder skal have mulighed for at handle med de aktier, som omtales på TV-skærmen, at seerne på de mest populære underholdningsshow skal have mulighed for at chatte med venner og familie under udsendelserne.

Selv om AOL og Time Warner med fusionen synes godt positioneret, ligger udfordringen ikke "bare" i at overtale kunderne til at anvende (og senere betale) for de nye tjenester. Der er tilsvarende magtfulde konkurrenter på banen, som bestemt ikke har tænkt sig at udlevere scenen til AOL Time Warner.

Her tænkes ikke mindst på Microsoft, som længe har haft sin WebTV tjeneste på markedet, og som netop har indgået aftale med tele- og kabel-TV giganten AT&T om levering af 2 millioner digitale set top bokse. Sidstnævnte er blot en del af Microsoft's næsten 40 milliarder kr. store investering i AT&T gennem det seneste år.

Fusionen mellem AOL og Time Warner betyder ikke mindst, at der nu er lagt op til en knivskarp konkurrence med Microsoft om det kommende årtis software platform på TV-markedet. Det interessante i den sammenhæng er at interaktiv TV faktisk aldrig har udvist særlig positive resultater i de markedsforsøg, der hidtil er blevet gennemført.

Time Warner's meget opsigtsvækkende forsøg i midten af 1990'erne - "Full Service Network" i Florida - blev en kæmpe fiasko med meget få betalende kunder. Også Microsoft's WebTV har vist sig noget mere vanskelig at gennemføre end oprindelig antaget, og selv efter 4-5 år på markedet er der mindre end 1 million kunder.

Selv om både AOL Time Warner og Microsoft erkender at nøglen til succes ligger i samspillet mellem TV-universet og Internettet, er ingen af parterne endnu fremkommet med et produkt, som forbrugerne i tillæg til abonnementer på kabel-TV ønsker at betale for. Og netop denne vinkel er måske den allermest mest fascinerende: At der satses enorme beløb på interaktiv TV uden at nogen præcist kan fortælle, hvordan slutproduktet kommer til at se ud.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu