Flaskehals i digitaliseringsprocessen

MediaWatch

Der er allerede i dag udviklet high-definition TV-apparater, og endda til overkommelige priser, som vil kunne udnytte digital-TV's mange nye muligheder herunder også de interaktive muligheder ved Internettet, som at surfe samt sende og modtage e-mails. Problemet er blot, at TV-apparaterne ikke kan kobles direkte til kabel-nettet, og langt de fleste amerikanere modtager deres TV-signaler via kabel-net.

Der har været mange årsager til at overgangen til digital-TV ikke er gået hurtigere end tilfældet er. Problemet skyldes delvist, at TV-producenterne ikke har kunnet blive enige med kabeloperatørerne om den relativt dyre hardware til det interface, som skal kobles på enten TV-apparatet eller kabel-TV set top-boksen, for at TV-apparatet kan modtage de digitale signaler. Spørgsmålet er så, hvem der skal pålægges de høje omkostninger, der er forbundet med at tilføje interfacet; skal det være kabeloperatørerne, som så kommer til at betale via set top-boksene, eller skal det være TV-producenterne. Hvis det bliver TV-producenterne, så kommer det til at betyde en væsentligt forøgelse af produktionsomkostningerne og dermed salgsprisen på et TV-apparat, og det er imod TV-producenternes strategi om at holde forbrugerpriserne på TV-apparater på et rimeligt niveau.

En anden medvirkende årsag til, at digitalt TV endnu ikke har fundet sin udbredelse, har været problemer med at beskytte de digitale programmer, som let vil kunne reproduceres i næsten eksakte kopier, og derfor være et oplagt emne for illegal kopiering og pirateri. Disse problemer har industrierne lovet at løse lige siden 1994, men til dato findes der endnu ingen løsning.

Flaskehalsproblemerne i digitaliserings-processen har nu forsinket udbredelsen af digitalt TV i snart 5 år, og det har fået de amerikanske konkurrencemyndigheder Federal Communications Commission (FCC) til at miste tålmodigheden med TV- og kabelindustrierne. I henhold til de restriktive amerikanske konkurrenceregler, kan myndighederne pålægge de pågældende industrier at løse problemet, såfremt de kan påvise, at de frie konkurrencekræfter ikke fungerer optimalt, og at det sker på bekostning af de fordele, som forbrugerne i modsat fald ville kunne nyde godt af.

FCC har besluttet at udarbejde det regelsæt, som fastsætter standarderne for digital-TV's kompatibilitet, og dermed hvem der skal udvikle og implementere interfacet. Det hilser TV-producenterne velkommen, da det er højest usandsynligt, at FCC vil træffe afgørelser, som er i strid med forbrugernes interesser, hvilket udsigten til dyrere TV-apparater må siges at være.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu