DR-medarbejdere dropper samarbejde med ledelsen

MediaWatch

De tror simpelthen ikke på, hvad ledelsen siger, siger DR-journalisternes formand, Morten Uhrenholdt. Medarbejdernes utilfredshed trak sammen til et ultimatum på et stormøde den 7. januar. Da fik DRs ledelse 14 dage til at vise, at den er indstillet på at samarbejde med medarbejderne.

Men ledelsens planer om at lukke Danmarks Radios underholdningsafdeling, TV-UHA, var dråben, der fik bægeret til at flyde over hos medarbejderne. De frygter, at DR i fremtiden skal være en ren udsendelseskanal, der ikke selv udvikler programmer. Ved at afbryde samarbejdet med ledelsen trækker medarbejderne sig ud af alle udvalg såvel lokaludvalg som hovedudvalg og mediesamarbejdsudvalg.

Beslutningen får ingen umiddelbare konsekvenser for seere og lyttere i landet, da medarbejderne fortsat vil passe deres arbejde. Fra DRs ledelse lød der dog efter mødet lidt blidere toner. Generaldirektør Christian S. Nissen beklager beslutningen fra medarbejderne og siger til Ritzau, at man vil gøre alt for at forbedre arbejdsklimaet og for at få genetableret samarbejdet med medarbejderne på alle områder.

- Jeg vedkender mig min del af ansvaret for, at det er kommet dertil. For der har været gennemført mange forandringer - ikke mindst det seneste års tid. Selv om alle disse ændringer fra ledelsens side har haft det formål at styrke DR som public service-station og sikre flere og bedre programmer, så er det ikke af medarbejderne blevet opfattet sådan. Det viser udtalelsen fra mødet fredag klart, siger Christian S. Nissen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu