Yahoos bedste kvartalsregnskab til dato

MediaWatch

Regnskabet viste, at fjerde kvartal 1999 blev det mest succesfulde kvartal i Yahoo's historie.

Sammenlignet med fjerde kvartal forrige år, har Yahoo formået at firedoble omsætningen og fordoble overskuddet. Antallet af unikke brugere steg i december måned til mere end 120 millioner, og det er også en fordobling i forhold til de 60 millioner brugere, som havde klikket ind på Yahoo-portalen i samme periode forrige år. Af de 120 millioner brugere stammer mere end 40 millioner fra lande udenfor USA. Den samlede profit for fjerde kvartal blev på 57,6 millioner dollars.

Yahoo har offentlig proklameret, at de har tænkt sig at splitte aktierne op i forholdet 2 til 1, så prisen halveres og antallet af aktier fordobles. Det er fjerde gang på bare fire år, at Yahoo splitter sin aktie. Yahoo blev børsnoteret i 1996.

Trods det pæne kvartalsregnskab reagerede aktiemarkedet imidlertid negativ efter offentliggørelsen. Årsagen var angiveligt, at Yahoo's topledelse under en pressekonference dagen før havde indikeret, at virksomhedens nuværende vækst i omsætningen ikke ville være til at fastholde. Kursfaldet kom umiddelbart efter at Yahoo havde toppet om mandagen, efter offentliggørelsen af Time Warner fusionen med AOL, hvilket havde fået investorerne til at forvente, at Yahoo ville blive det næste Internetselskab, som ville fusionere med et medieselskab.

Yahoo afviser imidlertid at have planer om at fusionere, med den begrundelse at køb af et traditionelt medieselskab blot vil begrænse mulighederne for at vokse som en global distributionsplatform for Internettjenester og e-commerce. Historisk set foretrækker Yahoo at opkøbe andre internetselskaber, og til dato har de gjort det omkring 13 gange.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu