Opblæste Y2K problemer
Danmark skønnes at have brugt omkring 30 milliarder kroner på at sikre computersystemer mod nedbrud i forbindelse med årtusindskiftet. Mange af disse penge kunne have været sparet, mener flere IT-eksperter. Ifølge Chris Bagge, der er ekspert i integreret elektronik ved forskningsinstituttet DELTA, er år 2000 problemet overdrevet, og nogle IT-leverandører har brugt det til at tjene penge på. Chris Bagge mener at løsninger, som kunne have været klaret med et stykke A4 papir og to minutters tid, i visse situationer har kostet virksomheder op mod 50.000 kroner, skriver Jyllands Posten. Den principielle holdning deles af kontorchef i Kommunernes Landsforenings IT-kontor, Jens Elmelund.
Ifølge regeringens år 2000-koordinator, chefkonsulent Poul Bernt Jensen fra Forskningsministeriet, er nytåret i Danmark forløbet gnidningsfrit. Poul Bernt Jensen fremhæver imidlertid, at det jo netop skyldes de mange forberedelser, som er gjort for at afværge problemers opståen.