TvDanmark1 penetration tvivlsom

MediaWatch

For mens det nuværende TvDanmark kan ses i omkring 80 procent af de danske hjem, så vil TvDanmark 1, hvis den begyndte i dag, blot nå ud til cirka 45 procent Ifølge flere branchefolk er situationen kritisk for TvDanmark, fordi det er i november og december, at langt de fleste såkaldte årsaftaler forhandles på plads.

Aftalerne indeholder store dele af de kommercielle TV-stationers reklameomsætning for det kommende år. Og i den forbindelse er en dækning på 45 procent ikke prangende. TvDanmarks problemer skyldes blandt andet, at de på nuværende tidspunkt kun har indgået aftaler med et fåtal af de over 2.000 private antenneforeninger om, at TvDanmark 1 skal have plads på deres net. Og da hovedparten af foreningerne først kan tage stilling til en eventuel programændring i forbindelse med en generalforsamling - der i langt de fleste tilfælde holdes i løbet af foråret - kan TvDanmark komme i en situation, hvor der måske nok er interesse blandt seerne for at se programmerne, men hvor muligheden ikke er til stede.

"Min forventning er, at det bliver svært for dem at komme ind, fordi langt de fleste af antenneanlæggene har et regnskabsår, som er lig med kalenderåret. Derfor vil der i mange af foreningerne ikke være plads til TvDanmark 1 i de gældende budgetter," siger Søren Birksø Sørensen, der er direktør for Forenede Danske Antenneanlæg (FDA).

Et andet problem for TvDanmark er parabolkunderne. Hidtil har stationen uddelt "gratiskort" til husstande med parabolantenne, men det kommer nu til at koste godt otte kroner pr måned at have kortet. Derfor sender TvDanmark i øjeblikket "betalingspåmindelser" ud til kunderne i håb om, at samtlige parabolseere vælger at købe programmerne. Og skal TvDanmark 1 nå op på at dække halvdelen af landet inden nytår, skal praktisk taget samtlige af de nuværende parabolkunder til at have penge op af lommen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu