Medieselskabet Granada investerer i Liverpool

MediaWatch

For sine aktier betaler Granada 250 millioner kr., og samtidig skal Granada have ansvaret for en række af Liverpools kommercielle aktiviteter - bøger, magasiner, Internet rettigheder og det eksplosivt voksende merchandising marked. Senere er det endvideremeningen at etablere en Liverpool TV-kanal i lighed med den MUTV - verdens første fodboldklub TV-kanal - som sidste år blev lanceret af Manchester United.

Liverpool Football Club var i 1970'erne og 1980'erne den dominerende klub i England og Europa, men har her i 90'erne tabt til terræn til sin ærkefjende fra Manchester United. Trods Granada's investering i Liverpool kontrolleres klubben stadig af David Moores, som er en af efterkommerne til skaberen af den landsdækkende lotterigruppe Littlewoods Pools.

Granada ejer en tredjedel af det landsdækkende network ITV og producerer desuden en række af de mest populære serier på det britiske TV-marked. Desuden ejer Granada 50% af den digitale-terrestriske betalings-TV platform ONdigital.

Granada's investering i Liverpool kommer ikke lang tid efter, at de britiske myndigheder afslog BSkyB's overtagelse af Manchester United, og en tilsvarende regeringsundersøgelse skal nu vurdere de konkurrencemæssige konsekvenser af Granada-Liverpool aftalen. Aftalen kan blive underkendt, hvis de britiske konkurrencemyndigheder skønner, at aftalen vil være til skade for fodbold-sporten, tilskuernes og almenhedens interesser.

Samtidig har en anden afgørelse fra Storbritannien vakt opsigt blandt de europæiske fodboldklubber og TV-selskaber. En britisk domstol afgjorde i slutningen af juli, at der ikke er tale om karteldannelse, når fodboldklubberne i den engelske Premier League (den bedste række) samlet har solgt rettigheder til sine kampe til TV-selskaberne BskyB og BBC.

Det britiske konkurrencetilsyn (Office of Fair Trading - OFT) havde ellers argumenteret for, at de 20 klubber i Premier League skulle kunne forhandle sine egne priser og betingelser med TV-selskaberne. Dommen betyder at BSkyB fortsat kan vise mere end 60 live-transmissioner om året frem til år 2001, lige som BBC fortsat kan vise højdepunkter fra kampene i sine sportsudsendelser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu