Vivendi øger sin indflydelse på betalings-TV

MediaWatch

Først øgede Vivendi sin ejerandel i BSkyB fra 17% til 24,5% ved at købe de tidligere medejere Granada og Pearson ud, og dernæst overtog man en 15% andel i Canal Plus fra luksus-mærkevare koncernen Richemont (som tidligere ejede Nethold).

Overtagelsen af Richemont aktierne bringer Vivendi's andel i Canal Plus op på 49%, men Vivendi har dog udtrykt tanker om at nedbringe denne andel til under 40% ved at invitere strategiske partnere ind i Canal Plus.

Ifølge franske medieanalytikere er det ikke utænkeligt, at Time Warner vil gå i tættere samarbejde med Canal Plus, hvilket yderligere sandsynliggøres af, at TimeWarner allerede ejer 10% af Canal Plus datterselskabet i Spanien, Canal Satellite.

Lige siden Vivendi overtog en 17% andel af BSkyB - gennem sin fusion med filmselskabet Pathe - har der været spekulationer fremme om, at Vivendi skulle være interesseret i at øge sin ejerandel i BSkyB og samtidig genoptage diskussionen om en egentlig fusion mellem giganterne BSkyB og Canal Plus. Indtil videre afviser Rupert Murdoch dog at BSkyB skulle være interesseret at genoptage forhandlingerne her om.

Læsere af Mediawatch vil vide, at forhandlingerne mellem BSkyB og Canal Plus brød sammen tilbage i februar, da Canal Plus insisterede på at bevare såvel den totale kontrol som en majoritetsandel i et eventuelt fusioneret selskab, på trods af at markedsværdien af Canal Plus rent faktisk kun er to tredjedele af den tilsvarende værdi for BSkyB.

I øvrigt mener flere analytikere, at en eventuel fusion mellem BSkyB og Canal Plus ikke vil være så betydningsfuld som måske oprindeligt antaget; lige som en eventuel fusion uden tvivl ville blive genstand for EU-kommissionens nærlæsning pga. de konkurrence- og reguleringsmæssige konsekvenser.

En talsmand for BSkyB underspiller endvidere sandsynligheden for en fusion mellem parterne ved at udtale, at BSkyB er fuldt fokuseret på det britiske marked og at en fusion ikke er på dagsordenen. Rupert Murdoch selv har dog vist sig lidt mere imødekommende ved at udtale, at der vil være mange måder de to selskaber i givet fald kunne samarbejde på; inklusiv sportsrettigheder og fælles program-produktion.

Vil de direkte resultater af et tættere samarbejde mellem BSkyB og Canal Plus måske være begrænset, er det ikke utænkeligt at BSkyB's moderselskab, News Corp, kunne have større udbytte af en alliance. Det er ikke nogen hemme-lighed, at Murdoch's News Corp medieimperium længe har forsøgt at opnå større indflydelse på det europæiske marked udenfor Storbritannien, hvilket indtil videre er strandet på politisk modstand.

Der er især i Frankrig og Italien en dyb frygt for hvad en ikke-europæer som Murdoch (der er australsk født, men amerikansk statsborger) kan have af negativ indflydelse på nationale TV-stationer og aviser. Derfor skal Murdoch nok ikke søge at opnå en dominerende kontrol med større mediekoncerner i hverken Italien eller Frankrig.

Et samarbejde mellem Canal Plus og Murdoch er efter alt at dømme mest sandsynligt i Italien, hvor News Corp ejer 35% af betalings-TV platformen Stream, som konkurrerer voldsomt med det Canal Plus ejede Telepiu over rettigheder til specielt fodboldkampene i den italienske serie A. I øvrigt har Rupert Murdoch netop meddelt, at News Corp ikke agter at øge sin nuværende 35% ejerandel i Stream.

News Corp købte i maj sin andel fra Telecom Italia, og Murdoch's med-delelse kommer som følge af, at Telecom Italia har erklæret sig parat til at frasælge sin resterende andel i Stream, da Telecom Italia nu ønsker at koncentrere sin forretning om telemarkedet. Foruden News Corp og Telecom Italia ejes Stream af mediegruppen Cecchi Gori og af selskabet SDS med deltagelse af en række italienske fodboldklubber. Stream har på nuværende tidspunkt 170.000 kunder og er derved langt efter Canal Plus platformen Telepiu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu