Kommentar: Kulturbidraget sikrer både bundbidrag til dansk film og gør det attraktivt at investere i dansk indhold
Kommentar.
Det er ikke nogen stor hemmelighed, at jeg er temmelig uenig med Claus Bülow Christensen, når det gælder kulturbidraget, men i forhold til hans nye ”analyse” i MediaWatch er der faktisk også enkelte punkter, hvor vi er enige. En teaser er, at dem gemmer jeg til sidst.
Vi må nemlig starte med en helt fundamental forskellig opfattelse af, hvad film- og kulturpolitik går ud på. Claus skriver følgende om kulturbidraget: ”Man undgår at statskassen skal til lommerne for at hjælpe den nødlidende danske filmbranche”.
Men Claus – det har aldrig været formålet med danske film og kulturpolitik, at staten bare skal til lommerne. Hele ideen med en fornuftig kulturpolitik er en balance mellem den absolut nødvendige statsstøtte til film og tv samt investeringer og bidrag fra de private aktører; tv-stationer, mediedistributører og streamingtjenester.
Sådan må det være det i et lille land og ikke mindst i et lille sprogområde som Danmark, og sådan har det været. Vi har haft et stærkt økonomisk system, der har sikret, at danskerne virkelig har haft meget kvalitetsindhold at vælge imellem. Det system er bare under kraftig forandring, fordi vi opsiger tv-pakkerne og går direkte til streamingtjenester, og det fjerner en stor del af økonomien bag dansk indholdsproduktion. Derfor skal de nye aktører være med til at bidrage, sådan som tv-stationer og mediedistributører har gjort det indtil nu.
Det er ingen kunst at skrige på mere statsstøtte – det er bare dumt.
Balance
Det kloge er at skabe en balance mellem statsstøtten og private investeringer.
Derfor stikker det også helt af for Claus Bülow, når han opstiller en modsætning mellem kulturbidraget og en produktionsrabat. Kulturbidraget er netop udformet, så det både sikrer et bundbidrag til dansk film og gør det attraktivt for streamingtjenesterne at investere i dansk indhold. Solide investereringer betyder, at de alene betaler bundbidraget på to pct., samtidig med at tjenesterne får nyt indhold til deres kunder, branchen får omsætning og danskerne får mere at se på vores skærme. Win-win.
Som supplement til kulturbidraget vil det være supergodt, at Danmark også indførte en produktionsrabat på linje med alle andre lande i Europa end os og Luxemburg. Branchen mister mange ordrer til udlandet, fordi vores konkurrenceevne er hårdt svækket af, at især vores nordiske naboer har produktionsrabatter, som gør det mere attraktivt at investere der.
Kulturbidraget og produktionsrabat vil netop supplere hinanden og gøre det endnu mere attraktivt for tjenesterne at investere – men det får Claus Bülow vendt helt på hovedet.
Heldigvis har en samlet branche det blik og skabt en bred alliance, som arbejder for en treårig forsøgsordning med produktionsrabatter i Danmark.
Ikke en skat
Claus Bülow trækker for god ordens skyld også et par gamle travere frem igen, igen.
Den med skatten (han argumenterer for, kulturbidraget svarer til en skat, red.). Forkert. En skat er et bidrag til Finansministeriets og samfundets store kasse. Penge der kan bruges til alt mellem velfærdssamfundets himmel og jord. Kulturbidraget er en direkte cirkulær afgift, der stort set krone for krone går tilbage til produktion af film og tv. Uanset hvor mange gange Claus og andre råber ”skat”.
Og prisstigningerne. Streamingtjenesterne hæver priserne overalt i Europa, og Claus Bülow har såmænd selv forudset store prisstigninger på streamingtjenester. Her var årsagen bare det netop afsluttede forlig med forfattere og skuespillere i USA. Nu er det så kulturbidraget i Danmark.
Til almindelig oplysning til borgerne kan jeg fortælle, at dansk indhold på Netflix udgør ca. to pct. af det samlede indhold – så kan man selv afgøre, om det er udslagsgivende for prisstigninger i Europa og verden. Helt paradoksalset bliver Bülows forklaring, når Viaplay hæver priserne – men i Sverige – som ikke har et kulturbidrag.
Vedligeholder det nuværende
Så til enigheden. Ja - film og i den grad også tv-branchen er i alvorlig krise af en lang række årsager. Nogle er konjunkturbestemte og andre har dybe rødder i nogle strukturelle ændringer i markeder og forbrugermønstre.
Jeg er også enig i, at rettighedskonflikten og det langstrakte politiske forløb med medieaftale og kulturbidrag skabte usikkerhed og betød, at streamingtjenester holdt igen med investeringer.
Endelig har Claus ret i, at den nye filmaftale langt hen ad vejen vedligeholder det nuværende system.
Det Claus så overser er, at aftalen igangsætter nogle meget væsentlige analyser af filmstøtten, som forhåbentlig betyder, at det store og nødvendige serviceeftersyn af dansk filmstøtte kan ske på et oplyst grundlag i 2027. Og for en trængt branche er økonomisk tilskud på +100 mio. kr. fra 2025 og en engangsbevilling på 40 mio. kr. til næste år faktisk noget vi er ganske godt tilfredse med.
Claus Bülow Christensen er kommet med følgende udtalelse til Jørgen Ramskovs indlæg:
”Tak til Jørgen for indsigtsfulde kommentarer til min klumme. En klumme af denne karakter er jo et debatindlæg, og for mig et udtryk for et ønske om en bedre fremtid for den danske tv- og filmproduktionsbranche - set ud fra mine analytiske vinkler.
Men min klumme opstiller altså ikke en modsætning mellem kulturbidraget og produktionsrabatter, tværtimod. Så når Jørgen skriver, at: ”Derfor stikker det også helt af for Claus Bülow, når han opstiller en modsætning mellem kulturbidraget og en produktionsrabat”, forekommer min klumme ikke læst korrekt.
Jeg afrunder jo netop klummen af med en refleksion over, at det kunne give en god balance med en kombination af logikken i kulturbidraget og en ordning med produktionsrabatter. Men at kulturbidraget kun burde være en afgift, og ikke operere med investeringsforpligtelser. I stedet burde man bruge produktionsrabatter som et instrument til at skabe et investeringsincitament frem for investeringsforpligtelser.
Angående den gamle traver om, hvorvidt kulturbidraget er en skat, så må vi afvente at se, om der kommer noget problematisk efterspil på dette. Jeg er ikke den eneste, der ser en bekymring her, og det kan være en holdning. Men på et tidspunkt må det juridisk kunne vurderes som enten ja eller nej. ”
Artiklen er opdateret kl. 13.58 med kommentar fra Claus Bülow Christensen.
