"Det tegnede godt for B.T., og derfor var det en stor overraskelse, at det sluttede så brat"

Julestafet 2023: Overraskende jobskifter på B.T. og EB, en brøler i landsretten og afklaring om medieforlig, der sikrer Danwatchs økonomi, er blandt de ting, Adam Dyrvig Tatt ser tilbage på.
Adam Dyrvig Tatt er chefredaktør på DanWatch. | Foto: Signe Müller
Adam Dyrvig Tatt er chefredaktør på DanWatch. | Foto: Signe Müller

For mediebranchen 2023, hvad var:

… årets bedste nyhed?

”Da der endelig landede et medieforlig efter at store dele af mediebranchen, inklusiv Danwatch, i mere end et halvt år havde siddet på pinebænken uden at kende rammerne for vores finansiering og dermed hvordan fremtiden så ud.

For os var det knald eller fald. Det blev heldigvis knald og Danwatch er nu sikret en økonomisk grundramme de næste tre år, hvor vi skal udvikle Danwatch og blive Danmarks stærkeste undersøgende medie og researchcenter.”

 

… årets overraskelse?

”Må være fyringen af Pernille Holbøll og journalistisk chefredaktør Marie Glerup Rask på B.T.

I min optik kom det stærke makkerpar ind i butikken med et spændende journalistiske projekt, der virkede lovende og som et tiltrængt vitaminboost for BT. Jeg synes, at de hurtigt satte deres aftryk med nye formater, podcast og ikke mindst den meget modige beslutning at droppe papiravisen.

Det tegnede godt for B.T., og derfor var det en stor overraskelse, at det sluttede så brat.”

… årets jobskifte?

”Må være Asger Juhls skifte fra chefgangen på Ekstra Bladet til kampagnebussen i Dansk Folkeparti.

På mange måder giver det mening, for i begge jobs skal han tale til for danskeren på gulvet eller den lille mand mod systemet, men det der gør det til årets jobskifte for mig er, at Asger gennem sin karriere dygtigt har udviklet sig til at blive en af dansk journalistiks absolut stærkeste grævlinge, der som ingen andre kunne bide magthaverne i haserne til det knasede, mens han nu skal til at sælge deres budskaber.

Jeg kommer til at savne hans drevne interviewstil og jeg synes, det er et stort tab for journalistikken og den kritiske presse.”

… årets brøler?

”Den går ubetinget til Simon Andersen (ansv. chefredaktør på 24syv i dag, red.), der i landsretten fortalte, at han, mens han dækkede FE-sagen som redaktør på Berlingske, gik efterretningstjenesten ærinde, fik kontakt til Samsams advokat og gjorde sig selv til et instrument for myndighederne i en så speget sag, som han selv dækkede. Simon Andersen fortsatte sin dækning af sagen efterfølgende og det viser desværre, at Simon Andersens journalistiske kompas er helt ude af kurs og at han ikke evner at distancere sig selv fra de historier han dækker.”

MediaWatch har forelagt Adam Dyrvig Tatts kritik til Simon Andersen, som svarer:

”Jeg traf den beslutning, der, i den situation, der opstod, og som jeg blev bragt i, var den eneste mulige og menneskeligt rigtige.”

… årets citat?

”Journalister skal jo ikke agere på den måde, men jeg syntes ikke, at jeg havde andet valg,” - Simon Andersen i landsretten. 

Det citat starter så rigtigt, men slutter desværre også med at vise chefredaktørens manglende etiske dømmekraft, især når man tænker på, at han så efterfølgende fortsatte som redaktør på dækningen af FE-sagen.”

… årets idé eller historie?

”Må være Berlingskes langvarige fokus på at dokumentere havmiljøets tilstand i de indre farvande. Det er et fantastisk eksempel på, hvordan en abstrakt konsekvens i en historie kan portrætteres på en måde, så det går direkte i maven på alle, der ser det.

De billeder, som Berlingske har taget, bør i min optik vinde årets pressefoto. Samtidig er det forfriskende at se et borgerligt medie, der journalistisk satser stort og kritisk dækker landbrugets ødelæggelse af vores fælles natur.”

… årets cliffhanger: Hvad er du mest spændt på i 2024?

”Personligt glæder jeg mig helt vildt til den udvikling, vi skal i gang med på Danwatch. Vores ambition er at blive landets stærkeste undersøgende redaktion og styrke vores samarbejde med de store medie, og derfor er jeg spændt på at se, hvor vi står om et år.”

…Drillespørgsmål fra Knud Brix:

Mit drillespørgsmål til Adam er: Har du set politiets egne optagelser fra den dag du blev anholdt og fik peberspray på Christianshavn, og hvad viser den fulde optagelse i så fald?

Svar fra Adam Dyrvig Tatt:

”Det er rigtigt, at der findes en video mere fra en af betjentenes helmet cam. Det særlige ved den video er, at den viser de minutter der går op til det, som har været bragt i de fleste medier. Som den eneste har jeg haft muligheden for at se den hos min advokat, eftersom optagelse indgår som bevismateriale i klagesagen og straffesagen mod mig.

Jeg kan løfte sløret for, at jeg ikke tænker, at politiet har interesse i, at den optagelse nogensinde kommer ud til offentligheden, for den dokumenterer selvfølgelig, at forløbet er præcis, som jeg har fortalt. Der er mange, som efterfølgende har mistænkt og beskyldt mig for, at jeg skulle have været provokerende, voldelig og nægtet at ville oplyse mit navn og fødselsdato.

Derfor glæder jeg mig til, at videoen en dag bliver vist som bevismateriale i den straffesag, som jeg oven i hatten også skal igennem efter den oplevelse.”

… sidst, men ikke mindst: Hvem vil du sende Julestafetten videre til og med hvilket drillespørgsmål?

”Jeg sendte jo egentlig julestafetten videre til Sandy French, som takkede ja. For et par år siden afslørede Frihedsbrevet, at Sandy havde et tæt venskab med Barbara Bertelsen. Desværre kunne Frihedsbrevet ikke få Sandy i tale dengang, og i år synes spørgsmålene endnu mere relevante end dengang. Derfor var mit drillespørgsmål til Sandy, om hun også havde deltaget i departementschefens fødselsdag. Det ville hun desværre ikke svare på.

Så jeg sender stafetten videre Nicolai Thyssen, som netop har overtaget roret på et af mediebranchens vel nok sværeste job på Radio4 og mit drillespørgsmål er:

Kære Nicolai, tillykke med jobbet. Hvordan har du tænkt dig, at redde den synkende skude, nu hvor konkurrenten Fregatten Jylland har snuppet kaptajnen?”


Læs de tidligere indslag i julestafetten her:

1. december: Pernille Holbøll: ”Jeg er da glad for, det ikke var mig, der skypede med en russisk satiregruppe”

4. december: Marchen Neel Gjertsten: ”Nu ansatte koncernen jo engang Henrik Qvortrup som ansvarshavende på Ekstra Bladet, så jeg forstår måske godt, hvis man gør sig lidt ekstra umage denne gang.”

5. december: Mads Brügger: ”Jeg er spændt på, hvor mange papiraviser der forsvinder i 2024”

7. december Knud Brix: ”En dag om hundrede år vil pressehistorikere ganske givet spærre gluggerne gevaldigt op, når de nærstuderer vedtagelsen af dette juridiske misfoster”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu