"Jeg er da glad for, det ikke var mig, der skypede med en russisk satiregruppe"

Julestafet 2023. En uventet afsked med topjobbet på B.T., et dugfriskt job i dag, samt AI’s indtog og potentielle omkalfatring af branchen var med til at tegne 2023 for Pernille Holbøll.
Pernille Holbøll sparker årets julestafet på MediaWatch i gang samme dag, som hun tiltræder jobbet som ny chef for sportsmediegruppen Better Collectives arbejde med AI og redaktionelle innovation. | Foto: Pr/better Collective
Pernille Holbøll sparker årets julestafet på MediaWatch i gang samme dag, som hun tiltræder jobbet som ny chef for sportsmediegruppen Better Collectives arbejde med AI og redaktionelle innovation. | Foto: Pr/better Collective

For mediebranchen 2023, hvad var:

… årets bedste nyhed?

”At virkeligheden stadigvæk viser sig at være mere spændende, end noget man nogensinde kan opfinde...”

… årets overraskelse?

”Ja, altså det var overraskende for mig, at jeg skulle stoppe som ansvarshavende chefredaktør på B.T. efter en periode, der næsten var kortere end selve rekrutteringsforløbet...”

… årets jobskifte?

”...men det resulterede så i det jobskifte, som jeg begynder på i dag, hvor jeg står i spidsen for Better Collectives AI og redaktionelle innovations strategi globalt og på tværs af alle vores mediebrands og skal sikre, at vi forstår at udnytte, udvikle og eksekvere både redaktionelt og kommercielt på de muligheder og synergier, der er i medier og teknologi.

Samtidig er der en del at tage fat på, når det kommer til både risiko og etiske overvejelser, når man som medie-og teknologivirksomhed står midt i tid, hvor de tektoniske medieplader bevæger sig.”

… årets brøler?

”Brøler er et virkeligt irriterende ord, lidt ligesom når folk siger, de er blevet misforstået i stedet for at give en undskyldning. Men jeg er da glad for, det ikke var mig, der skypede med en russisk satiregruppe.... ”

… årets citat?

”Der er virkelig mange, men et af de ’bedre’ kom fra justitsminister Peter Hummelgaard, da han blev afsløret i kontinuerligt at holde ulovlig parkeret ude foran sine børns institution. 

”Det er vigtigt for mig at kunne aflevere mine børn i vuggestue og børnehave næsten hver morgen. Jeg bilder mig selv ind, at det er en - om end sølle - kompensation for alle de timer, jeg er ellers er væk i deres liv.”

Justitsministeren er først og fremmest far, må vi forstå (i modsætning til alle andre mennesker med jobs, der også er forældre...) Synes lidt, der er en irriterende tendens hos mandlige politikere til at bruge deres far-rolle som undskyldning, når de reelt har dummet sig eller ikke har præsteret godt nok.”

… årets idé eller historie?

”Jeg synes heldigvis, der er virkelig mange gode eksempler på nye idéer, formater og kreative måder at lave journalistik på i løbet af året, men lige nu tænker jeg på Berlingskes idé om at fotodokumentere tilstanden på den danske havbund. 

Den slags viser, hvordan væsentlig journalistik kan udkomme i mange former og skabe helt konkrete forandringer (læs: Finansloven), og så synes jeg faktisk, Zetlands historier om embedsværket og HASTER HASTER HASTER var lidt af et nybrud i dansk journalistik. Men årets historie må være hele FE-sagen. Den er godt nok vild, ligegyldig hvordan den vendes og drejes.”

… årets cliffhanger: Hvad er du mest spændt på i 2024?

”Jeg er mest spændt på, hvor meget (mere) og hvor hurtigt AI kommer til at påvirke på alle niveauer i mediebranchen. Og så hænger de danske (private) mediehuses økonomi jo mere eller mindre ud over kløften, så vil de endelig forsøge at at finde nye indtægter ved siden af den traditionelle annonce og abonnementsforretning, for at overleve? Kæmpe cliffhanger... ”

… sidst, men ikke mindst: Hvem vil du sende Julestafetten videre til og med hvilket drillespørgsmål?

Til Marchen Neel Gjertsen, konstitueret ansv. chefredaktør på Jyllands-Posten.

Jyllands-Postens chefredaktør Jakob Nybroe blev fyret i begyndelsen af august, og du er her i december fortsat konstitueret ansvarshavende chefredaktør og har eksekveret på en omfattende fyringsrunde og skal stå på mål for alt på JP. Samtidig er der sat gang i en kampagne for at finde en efterfølger ved bl.a. at hænge et kæmpe banner op på facaden af JP/Politikens Hus - altså din arbejdsplads - med en jobbeskrivelse. Bliver du aldrig træt af den chefredaktørproces?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu