Med statsminister Mette Frederiksens udskrivelse af valg er mandatfordelingen endnu en gang kastet op i luften, og hvordan et nyt flertal ser ud efter 1. november kan få stor betydning for mediebranchens rammer og vilkår de kommende år.

For hvad sker der nu med forårets medieaftale? Den, som branchen havde ventet på, siden flertallet skiftede fra blåt til rødt i 2019, og det dengang friske medieforlig mellem VLAK-regeringen og støtterne i Dansk Folkeparti blev droppet, fordi der ikke længere var politisk opbakning til det.

Det nye medieforlig, S-regeringen sammen med et smalt flertal i slutningen af maj skrev under på, og som fordeler ca. 4,8 mia. kr. årligt og udstikker mediebranchens rammevilkår til og med 2025, er endnu ikke implementeret som lov. Flere punkter er undervejs i lovarbejdet, men med udskrivelsen af valg er processen sat på standby, mens mandaterne er kastet op i luften, og vi alle afventer, de falder ned og fordeler sig på ny.

Ny medieaftale?

Rykker stemmerne i borgerlig retning, således at flertallet skifter, har både Venstre, Konservative og Nye Borgerlige siden begyndelsen af sommeren oplyst, at de har tænkt sig at rive hele eller dele af medieaftalen i stykker og starte nye forhandlinger.

Dén udsigt har et bredt udsnit af mediebranchen, senest en sammenslutning af alle landets lokalaviser, advaret kraftigt imod. Bliver forliget skrottet, vil det være det andet medieforlig i træk, som ikke når at blive implementeret inden et folketingsvalg. Og det kan tage en rum tid, før en erstatning ligger klar. Det tog den Socialdemokratiske regering næsten tre år at få en ny aftale på plads, efter valgresultatet i 2019 fældede den smalle VLAK og DF-aftale.

En gentagelse af den proces kan landets lokalmedier ikke tåle, lød det i sidste uge, da det bl.a. er den nye støttepulje til ugeaviser, der i årevis har været politisk enighed om skal bringes i spil, som bliver skubbet med medieaftalen. Derudover er det en voldsomt uholdbar situation for de private, kommercielle medier i Danmark, at de nu på fjerde år ikke ved, hvad rammerne for branchen er og bliver næste år.

De uspiselige

Vi ved, at det med garanti er tre elementer i medieaftalen, der vil falde, hvis de borgerlige partier får flertal. Det er det såkaldte kulturbidrag, hvor streamingtjenester skal betale seks pct. af deres omsætning til en pulje, der skal medfinansiere dansk indholdsproduktion. Her vil de borgerlige partier i stedet have indført en investeringsforpligtelse. Tilsvarende formulering var en del af VLAK-regeringens 2019-medieaftale, som aldrig blev realiseret.

Derudover kan DR forvente, at der bliver ændret på public service-stationens budgetramme. Den seneste medieaftale har givet DR en mindre budgetforøgelse på 100 mio. kr. over fire år, hvilket var noget af det, der fik de borgerlige partier til at vende medieforhandlingerne ryggen. VLAK-regeringen og DF havde i 2018 omvendt pålagt DR omfattende besparelser, som endte med at blive delvist gennemført.

Og så er der indførelsen af krav om, at leverandører af indhold til public service-medier skal leve op til overenskomstforhold, som de borgerlige partier mener, bryder med dansk arbejdsmarkedspolitik. Dét element vil åbenlyst også blive makuleret ved et nyt flertal.

Omvendt vil en borgerlig regering sandsynligvis forsøge at få indført en udvidelse af den digitale nulmoms, som de selv indførte i 2018, så den gælder alle digitale, publicistiske medier og ikke kun avishusenes digitale sites. I optakten til medieforhandlingerne lød det i foråret fra de tre borgerlige partier V, K og DF, at der skulle gøres op med den ”unfair forskelsbehandling”.

Til salg-skilt på TV 2 er fjernet

Om et borgerligt flertal vil resultere i et nyt smalt medieforlig med borgerlige partier i aftalekredsen, der er flere år undervejs og yderligere skubber bl.a. ugeavispuljer og mediestøtte til podcastproduktioner osv., må tiden vise. Men Jan E. Jørgensen har betonet i klare vendinger over for MediaWatch, at partiet har lært af tidligere års fejl, når det kommer til smalle aftaler på medieområdet, og at partiet vil strække sig langt for at undgå det igen.

Af samme årsag ser der også ud til at være helt ro omkring det ellers tidligere store TV 2-spørgsmål. Skal den statsejede tv-station sælges helt eller delvist? Det har i årevis været en borgerlig mærkesag, men det vil hverken Venstre eller Konservative gå i brechen for længere.

Ifølge Venstres Jan E. Jørgensen handler det om, at der som landet ligger pt. aldrig vil kunne samles bred opbakning til at frasælge TV 2. Og da partiet ifølge medieordføreren har lært at de seneste års udfordringer på medieaftale-området, er det en håbløs idé at overhovedet forsøge at sige ”TV 2-salg” og ”bred medieaftale” i samme sætning.

Filmforhandlinger

Et eventuelt skifte i, hvilken side af folketinget, der kan danne flertal, vil også få betydning for det filmforlig, der skal forhandles næste år.

For det første er det bygget ind i den nye medieaftale, at halvdelen af provenuet fra kulturbidraget - som de borgerlige vil skrotte - skal gå til at øge tilskuddet til danske film. For det andet fordi, regeringen og dens støttepartier er enige om, at DR og TV 2’s engagement i produktionen af dansk spille- og dokumentarfilm – den såkaldte filmforpligtelse, der fastsættes i filmforliget – skal øges.

I den gamle ordning skulle TV 2 og DR yde kulturstøtte til dansk film for i alt 130 mio. kr. årligt. I VLAK-regeringens medieforlig fra 2018 blev forpligtelsen ophævet. I stedet skulle TV 2 og DR fortsat engagere sig i det antal film, de hidtil havde støttet årligt, men fremover skulle det ske på markedsvilkår.

Der har af flere omgange været forlydender om, at der i skrivende stund er et rødt flertal for at genindføre filmforpligtelsen i det nye filmforlig. Dermed vil en ændring i mandatfordelingen blive afgørende på det punkt også.