"Tech-selskaberne skal bidrage til produktionen af dansk indhold"

EP-valg 2024. Per Clausen, Enhedslistens spidskandidat, mener, at der skal indføres sanktioner, ”der kan mærkes,” hvis de globale tech-selskaber overtræder reglerne.
Per Clausen er Enhedslistens spidskandidat til Europaparlamentsvalget. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Per Clausen er Enhedslistens spidskandidat til Europaparlamentsvalget. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Hvad er dine overordnede mærkesager på medieområdet?

”Vi skal styrke public-service og de danske medier, så de kan understøtte den demokratiske debat og det danske kulturliv. Tech-selskaberne skal bidrage til produktionen af dansk indhold, det sker bl.a. gennem kulturbidraget, som vi har været med til at vedtage.”

- Hvad vil du arbejde for omkring sikring af medier og forlags ophavsret ved træning af kunstig intelligens?

”Vi vil arbejde for at sikre mediers og forlags rettigheder, så de ikke bruges udenfor aftale til at træne kunstig intelligens, og vi vil arbejde for brede, kollektive aftaler, så vi kan stå stærkere som en samlet dansk mediebranche overfor techselskaberne, fremfor enkelte aftaler, hvor de kan presse små selskaber.”

- Hvad mener du, der bør gøres omkring regulering af store globale tech-selskaber i forbindelse med:

… sikring af fair konkurrenceforhold på annoncemarkedet?

”Der skal indføres sanktioner, der kan mærkes, hvis de store globale tech-selskaber overtræder reglerne. Den nye EU-lovgivning på området skal bruges til at begrænse tech-giganternes dominans.”

... videredistribution af publicistiske mediers indhold på digitale platforme?

”Tech-selskaberne skal respektere de publicistiske mediers rettigheder til indhold og ikke viderebringe det uden forudgående rettighedsaftaler, og igen vil vi arbejde for brede, kollektive aftaler.” 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu