Indførelsen af et kulturbidrag i Danmark er efterhånden ved at udvikle sig til et bureaukratisk mareridt for kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som nu er på vej med et ændringsforslag. Det fremgår af et svar, som netop er fremsendt til Folketingets Kulturudvalg.

Mens lovforslaget er sendt i Folketinget og blev førstebehandlet i slutningen af april, møder den fortsatte proces frem mod den endelige vedtagelse nu fornyet modstand fra EU-Kommissionen, som efter at have gransket ordningen har sendt sine bemærkninger til den danske regering.

Og det er ikke opmuntrende nyt for dem, der helst ser en gnidningsfri vedtagelse af kulturbidraget til ikrafttrædelse den 1. juli.

I bemærkningerne, som er fremsat ved udløbet af den såkaldte stand-still periode, kritiserer EU-Kommissionen udmøntningen af lovforslagets ønske om at tilgodese ”nyt dansk indhold”, det samme problem der også tidligere har været i Kommissionens kritiske søgelys, og som Kulturministeriet forsøgte at rette op på tidligere på året.

Stridens kerne

Så for at imødekomme Kommissionens kritik af det oprindelige lovforslag, der i øvrigt ved en fejl blev vedtaget i december, valgte ministeriet i februar at ændre definitionen af dansk indhold og notificere lovforslaget hos EU-Kommissionen på ny.

”Der således indført en justeret definition af investeringsforpligtelsen,” skrev Kulturministeriet, da det seneste lovudkast blev fremlagt i starten af året.

Men denne justering har ifølge EU-Kommissionen ikke hjulpet, faktisk har det gjort det endnu værre.

Stridens kerne i både det tidligere og seneste lovforslag står konkret om, hvad der kvalificerer som ”nyt dansk indhold”, når det skal opgøres i hvilket omfang, streamingtjenesterne opfylder investeringsforpligtelsen og kan få rabat.

75 pct. på dansk

Efter lovforslaget skal streamingtjenesterne betale to pct. i obligatorisk afgift af deres omsætning i Danmark. Hvis de vælger at investere mindre end fem procent af omsætningen i ”nyt dansk indhold”, skal de bidrage med yderligere tre pct. af deres årlige omsætning. Streamingtjenesterne kan altså investere sig ud af at betale mere end to pct. af deres omsætning.

Det er dog et krav, at disse investeringer skal være i det, som efter lovforslaget kaldes ”nyt dansk indhold” for at kunne tælle med i opgørelsen og dermed reducere bidragspligten ned mod de to pct.

Ifølge lovforslaget er definitionen på ”nyt dansk indhold”, at mindst 75 pct. af produktionsmaterialet skal være på dansk. Derudover er det et krav, at mere end 50 pct. af produktionens budget er forbrugt i Danmark, eller at mere end 50 pct. af produktionens optagelser finder sted i Danmark.

Det er denne definition og kombinationen af de to krav, EU-Kommissionen ikke bryder sig om og mener er endnu ringere end i det første lovforslag.

”Kommissionen finder …, at kombinationen af de to krav, som nu gælder for ethvert værk, der ønsker at kvalificere sig som ”nyt dansk indhold”, er endnu mere problematisk end den første udgave af lovforslaget med hensyn til den frie udveksling af tjenesteydelser,” skriver EU-Kommissionen til den danske regering.

Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, mener, at problemerne med at komme igennem med ordningen er, at det har været svært at definere, hvad der er dansk indhold i forbindelse med, at streamingtjenesterne kunne opnå en lavere bidragssats, hvis de investerede i dansk indhold.

”Det havde været nemmere, hvis man havde holdt fast i, at alle bare skulle betale fem procent uanset hvor meget dansk indhold de producerer, og hvor de så kunne have søgt i puljen. Forsøget på at være venlig over for de store er ikke rigtig lykkedes,” siger Søren Søndergaard.

Så meget dansk indhold som muligt

Problemerne med at opnå Kommissionens godkendelse af kulturbidragsordningen skyldes, at medieforligskredsen i så vidt omfang som muligt vil tilgodese dansk indholdsproduktion og danske produktionsselskaber og samtidig vil give en rabat til de streamingtjenester, der investerer mest i dansk indholdsproduktion i forvejen.

Men at tilgodese dansk indhold udgør samtidig en favorisering på basis af nationalitet, og Kommissionens bekymring går på, at danske produktionsselskaber får bedre vilkår end andre europæiske producenter. Det begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser, som kun tillades under særlige omstændigheder – at den begrænsende effekt skal være forholdsmæssig.

Og det er netop forholdsmæssigheden, EU-Kommissionen ikke mener er overholdt. For man må godt indføre regler, der styrker den kulturelle og sproglige mangfoldighed som i dette tilfælde, men altså ikke hvis det bliver uforholdsmæssigt.

Uforholdsmæssigt

Konkret reagerede EU-Kommissionen oprindeligt på, at det er en så stor andel som 100 pct. af ordningen, som kommer dansk indhold til gavn. Ændringerne i lovforslaget tidligere på året har ikke bidraget til at reducere uforholdsmæssigheden.

Kommissionen argumenterer for, at kravet om, at 75 pct. af produktionsmaterialet skal være på dansk i realiteten vil være og blive opfattet som rent dansk og derfor ikke gør nogen forskel.

Når dette krav samtidig kombineres med et krav om, at der enten skal være brugt 50 pct. af produktionsbudgettet i Danmark, eller at 50 pct. af optagelserne er foregået i Danmark, går det altså ifølge Kommissionen galt.

Det har som nævnt netop fået kulturminister Jakob Engel-Schmidt til at fremsætte et ændringsforslag, og hvor kravene om, at enten mindst halvdelen af produktionsbudgettet skal være forbrugt i Danmark eller halvdelen af den enkelte produktionsoptagelser fysisk skal foregå i Danmark, er fjernet.

En vis procesrisiko

Med ændringsforslaget er alt dog ikke i sin skønneste orden.

I svaret til udvalget oplyser ministeren, at man ikke har kunnet opnå en formel tilkendegivelse fra EU-Kommissionen til ændringsforslaget, og derfor kan den danske regering ikke vide sig sikker på, om Kommissionen vil acceptere den nye model med risiko for nye vanskeligheder.

”Der vil være en vis procesrisiko forbundet med den foreslåede løsning, idet vi … ikke får en udtalelse fra Kommissionen til det ændrede lovforslag,” lyder det fra ministeren.

Kulturbidragsloven er planlagt til at blive andenbehandlet i Folketinget den 28. maj. Tredjebehandlingen forventes at finde sted to dage senere. Få dage efter – den 4. juni – går Folketinget på sommerferie.