EU strammer grebet om tech-giganter med udrulning af ny lov

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager og to eksperter vurderer, at nye greb i EU’s værktøjskasse allerede har medført, at man er kommet tættere på Meta, X og Tiktok.
"Vi er kommet meget tættere på forretningsmodellen hos de virksomheder, som især er i søgelyset,” siger Margrethe Vestager, om ny EU-lov. | Foto: Yves Herman
"Vi er kommet meget tættere på forretningsmodellen hos de virksomheder, som især er i søgelyset,” siger Margrethe Vestager, om ny EU-lov. | Foto: Yves Herman

Den nye EU-lov Digital Service Act (DSA) har givet øget mulighed for at skride ind over for tech-giganterne som Meta, X og Tiktok. 

Til Børsen siger konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, at det er en ”topprioritet” at loven blive efterlevet, mens hun bekræfter, at man er kommet tættere på tech-giganterne:

“Hvis vi ser på Digital Service Act, kan vi jo mærke, at vi er kommet meget tættere på forretningsmodellen hos de virksomheder, som især er i søgelyset,” siger Margrethe Vestager, der glæder sig over den “energi og intensitet”, som Kommissionen bruger på at håndhæve DSA’en, der trådte i kraft i august sidste år.

Seneste eksempel på, at DSA’en virker, er Tiktoks tilbagerulning af det udskældte belønningsprogram, som er under Tiktok Lite, der er en skrabet udgave af det sociale medie. Her kan brugerne blive ”belønnet” for eksempelvis at logge ind 10 dage i træk. 

I forbindelse med udrulningen af Tiktok Lite har EU udtalt kritik af belønningsprogrammet. EU er bekymret for, om programmet kan have en vanedannede effekt på børn.

Platforme som Tiktok skal som følge af den nye DSA-loven risikovurdere tjenester, før de lanceres. Blandt andet skal de mindske risici for “negative effekter på mentalt helbred” og vanedannende forbrug, skriver Børsen. Da Kommissionen klagede over Tiktoks overtrædelse af kravene, valgte den kinesiske gigant at fjerne produktet helt igen fra det franske og spanske marked, hvor det havde været tilgængeligt.

Rasmus Egmont Foss, analytiker ved Tænketanken Europa, og Mikkel Flyverbom, professor i digitale forandringer ved CBS, siger til Børsen, at der er tegn på, at magtbalancen er ved at vende som følge af den nye lov, og at vi vil se flere lignende sager de kommende år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu