Justitsminister sender advarsel til Tiktok og Snapchat
Den socialdemokratiske justitsminister slår i et interview med Politiken fast, at det er langt fra tilfredsstillende, at sociale medieplatforme som Snapchat og Tiktok ikke honorerer de nye danske krav om at indhente forældresamtykke fra brugere af platformene, der er under 15 år.
Det får Peter Hummelgaard til at gå ud med en ”kraftig advarsel” til de sociale medier om, at de har to valgmuligheder: Enten tager de et større ansvar for at rydde op i deres forretningsmodel, ellers vil han og andre politikere i både ind- og udland regulere og stramme op på alle tænkelige måder.
”Jeg har noteret mig, at der er forskellige stemmer i både USA og Europa, der er begyndt at diskutere, om sådan noget som Tiktok helt skal forbydes,” siger justitsministeren til Politiken, hvor han også erklærer, at han er ”kraftigt provokeret” af situationen.
Interviewet falder på bagkant af, at Politiken tidligere i april kunne fortælle, at til trods for, at sociale medier siden årsskiftet har skullet indhente forældresamtykke fra de unge brugere, så mener hverken Snapchat eller Tiktok at lovgivningen gælder dem. De behandler data i overensstemmelse med GDPR-forordningen i EU.
På den positive side skal det nævnes, at bl.a. Google har valgt at efterleve reglerne ved, at forældre nu skal give samtykke til, at børn kan beholde deres konti på Youtube.