Erhvervsminister: Kviklånsreklamer fylder markant mindre

Indførelsen af kviklånsloven, der bl.a. forbyder reklamer for kviklån i sammenhæng med spilreklamer, har virket, mener erhvervsminister Simon Kollerup.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Effekten af kviklånsloven er til at få øje på, mener erhvervsminister Simon Kollerup (S), der er tilfreds med den foreløbige udvikling, skriver Børsen.

"Jeg kan konstatere, at kviklånsreklamerne fylder markant mindre i det offentlige rum, og derfor synes jeg også, at vi kan sige – uden at konstatere effekten helt i bund – at vi er lykkedes med at bryde det her vigtige led i kæden af reklamer, som ramte rigtig mange unge mennesker i svære situationer," lød det fra erhvervsminister Simon Kollerup på en konference afholdt af Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden.

Kviklånsloven blev indført 1. juli 2020 for at stoppe hård markedføring af hurtige lån til meget høje renter, som risikerer at sætte især unge i uoverskuelig gæld. Som en del af loven blev der indført forbud mod at markedsføre forbrugslån med op over 25 pct. i reten i sammenhæng med reklamer for spil og gambling.

Fra mediernes side har kviklånsloven været problematisk især for den digitale annonceforretning, fordi der i det automatiserede annoncesalg ikke kan tages højde for, hvilke andre annoncer der også optræder.

Ifølge et høringsvar fra de private mediers organisation, Danske Medier, har loven kostet omsætning for flere medier, som organitationen har indhentet svar fra:

"De indkomne resultater indikerer, at lovændringen ikke har medført nedgang i annoncering fra spilvirksomheder, men at flere medier med betydelig annonceomsætning fra forbrugslånsvirksomheder har oplevet en væsentlig nedgang på ca. 30 pct. fra denne sektor."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu