Ny minister om medieforhandlinger: "Der er meget på spil"

Nytiltrådte Ane Halsboe-Jørgensen vil endnu ikke fastsætte dato for, hvornår forhandlinger om nyt medieforlig skal sparkes i gang. Hun vil først sætte sig "grundigt" ind i området.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter tre dage som Danmarks nye kulturminister, er det stadig for tidligt at sætte en konkret dato for, hvornår der skal tages hul på medieforhandlingerne, som branchen har ventet på de seneste to år. Det fortæller Ane Halsboe-Jørgensen til Jyllands-Posten under kulturmødet på Mors.

Den nye minister understreger, at det nye medieforlig er øverst på prioriteringslisten og fremhæver bl.a. lokale og regionale mediers betydning for den demokratiske samtale samt udfordringen fra techselskaber og streamingtjenester, men fordi det er vigtigt, vil hun først sætte sig "grundigt ind i området".

"Det er meget på spil for vores mediehuse og for os alle som borgere. Samtidig er jeg bevidst om, at det er udskudt mange gange. Det er ikke en opgave, ”der nok skal komme”, men jeg kan ikke give nogen fast dato efter tre dage," siger hun til Jyllands-Posten.

Over for Politiken uddyber ministeren marginalt og udtaler, at hun i hvert fald i denne folketingssamling "tager hul på den diskussion" og håber, der kan samles opbakning i Folketinget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu