Dronning Elizabeth og EU-udvalg godkender skilsmisse med EU

Den britiske dronning har godkendt brexit-aftale, og det samme har EU-Parlamentets forfatningsudvalg.
Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Kenzo Tribouillard/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Yderligere to formaliteter er torsdag fejet af vejen mod Storbritanniens skilsmisse med EU om en uge. 

Dronning Elizabeth II har formelt godkendt Storbritanniens brexit-lov om kongerigets farvel til EU, meddeler brexit-minister Stephen Barclay på sociale medier.

Loven danner rammen for, at Storbritannien kan forlade EU 31. januar. 

Dronningens godkendelse er en formalitet. Den kommer, efter at det britiske parlament onsdag gav den sidste godkendelse af brexit-aftalen. 

Fortsat mangler Europa-Parlamentets endelige godkendelse i næste uge. 

Men torsdag har EU-Parlamentets forfatningsudvalg godkendt aftalen med 23 stemmer for – og 3 stemmer imod. Afstemning skal ses som en strømpil eller anbefaling til EU-Parlamentet, der stemmer om aftalen i næste uge. 

Desuden skal EU-landene – i en anden formalitet – sige god for aftalen i slutningen af næste uge. 

Langt de fleste medlemmer af forfatningsudvalget finder det trist, at Storbritannien nu står i døren på vej væk fra EU. Det fremgår af en debat før afstemningen. 

Men det gælder ikke finske Laura Huhtasaari fra den højreorienterede gruppe Identitet og Demokrati. 

Hun ønsker briterne tillykke med den frihed, som de nu får som "suveræn stat", og hun mener, at briterne nu kan beslutte alt uden indflydelse fra EU. 

Det er et valg, som briterne ikke har taget stilling til endnu. Det vil afhænge af, hvilket forhold briterne vælger at have med EU. 

"I århundreder har briterne inspireret hele verden med deres stræben efter demokrati. Dette er en glædens dag. Og hør alle sammen: I skal ikke bekymre jer. Vi får et skønt partnerskab med fantastiske Storbritannien," siger hun. 

EU-Parlamentets brexit-koordinator, Guy Verhofstadt, fortæller, at parlamentets styringsgruppe har holdt omkring 100 møder med EU's chefforhandler for brexit, Michel Barnier, over de seneste tre år. 

Prioriteterne for EU-Parlamentet har især været borgerrettigheder og det at undgå en grænse mellem Irland og Nordirland.

"Jeg betragter det som et meget trist øjeblik. Men det er ikke et spørgsmål om brexit eller ikke brexit. Det er ikke vores valg. Valget står mellem et velordnet brexit eller et aftaleløst brexit. "

"Jeg ser det som et trist øjeblik," siger Verhofstadt, som anbefaler et ja til aftalen.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu