Mecom sparer sig til blødere landing

Berlingske Medias ejer præsenterer i dag et driftsresultat, der ligger over det forventede. Hvorvidt det giver et plus på bundlinjen i den skrumpende koncern, er dog usikkert.

Omsætningen falder, men Berlingske Medias ejer, Mecom Group, sparer og sælger fra og lander derfor blødere end ventet i 2013, et hårdt annonceår med mange ændringer i gruppen.

Det viser selskabets såkaldte pre-close trading update - en børsmeddelelse, der varsler hovedpunkterne i den kommende årsrapport.

Gruppens samlede omsætning faldt 11 pct. i 2013, 9 pct. hvis man fraregner de forretninger, som selskabet har solgt fra i løbet af året. 

Driftsresultatet, EBITDA, ligger på omkring 649 mio. kr., hvilket er på linje med resultatet i 2012, og over forventningerne, der i oktober lå på 522 mio. kr. til 597 mio. kr.

Overrasker positivt

Sammenligner man udelukkende selskabets fortsættende aktiviteter, er driftsresultatet steget ca. 45 mio. kr., skriver Mecom.

Det blev vel modtaget på markedet, hvor Mecom-aktien denne morgen steg 14,25 pct. og for første gang siden forårets nedjusteringer krydser 100 GBp.

Gruppen offentliggør endnu ikke årsresultatet. I 2012 gav gruppen et underskud på 227 mio. kr.

Dansk annoncesalg faldt

Det samlede annoncesalg i Berlingske Media faldt 17 pct. i året. Fraregner man de aktiviteter, som Berlingske Media har solgt i løbet af året, altså en række ugeaviser, en andel af Syddanske Medier og ejerandele i bl.a. Boliga, er faldet dog kun 10 pct.

Som andre meldinger fra det danske mediemarked også har vist, er det særligt begyndelsen af 2013, der var hård. I årets fjerde kvartal, var annoncefaldet "kun" 8 pct. for de forsættende aktiviteter.

Børsmeddelelsen angiver ikke resultater for de enkelte divisioner. I 2012 leverede Berlingske Media et årsresultat på 35,8 mio. kr.

Mecom taber annoncer

Det samlede annoncesalg i Mecom faldt 21 pct. i 2013. Mens Berlingske Media altså tabte 17 pct. af annoncekronerne, måtte koncernens hollandske aktiviteter vinke farvel til hele 23 pct. af annonceomsætningen.

Det samlede bladsalg faldt 4 pct. i Mecom. Frasalget af ejerandelen i JydskeVestkysten har haft en effekt. Ser man udelukkende på de fortsættende aktiviteter, var faldet 3 pct.

Mecom sparer

Samtidig faldt gruppens samlede omkostninger 12 pct, svarende til 746 mio. kr., i 2012. 

Det skyldes især de sparerunder og omstruktureringer, gruppen har gennemgået de seneste år. Særligt i Holland, men også i Danmark, hvor Berlingske Media seneste i foråret i år var gennem en større sparerunde.

En del skyldes selvfølgelig også frasalg, der naturligt har sænket omkostningerne. Fraregner man dem, faldt omkostningerne med 575 mio. kr.

Flere sparetiltag i 2014

2014 ser en anelse bedre ud end 2013. Mecom forventer, at året som sådan vil fortsætte trenden fra andet halvår i 2013, hvor annoncemarkedet rettede sig en smule ud. Det betyder forventninger om annoncefald på 5 - 10 pct. i Danmark i år.

Gruppen vil i løbet af året fortsætte en række sparetiltag, hvoraf de fleste allerede er i gang.

Besparelserne, der primært skal findes i Holland, forventes at skære omkostningerne med 224 mio. kr. i 2014.

Gælden falder

Mecoms store hovedpine, foruden faldende annonce- og bladsalgsindtægter, har været koncernens ganske store bankgæld.

I foråret, da Mecom fremlagde sin årsrapport for 2012, lagde selskabets revisorer ikke skjul på, at det var en udfordring at refinansiere gælden og få bankerne til at garantere likviditeten i selskabet, hvis indtægter faldt støt.

I 2013 har koncernen dog - primært med indtægter fra salg - kunnet nedbringe gælden med 679 mio. kr. , og skylder nu konsortiet af banker 284 mio. kr., skriver Mecom.

De lån skal nu refinansieres, en proces som Mecom forventer vil være afsluttet i løbet af første kvartal.

Intet om yderligere danske frasalg

Mecom nævner i sin opgørelse, at der stadig er salgsforhandlinger undervejs i Holland, hvor Mecom gerne vil sælge Limburg Media Groep, der er den lille af gruppens to aktiviteter (Wegener er den klart største). Hvorvidt det resulterer i et salg, er endnu usikkert.

Gruppen nævner intet om yderligere danske frasalg eller forhandlinger, hvilket stemmer overens med Berlingske Medias tidligere forventninger om, at salgsprocessen ville være lukket - for nu - ved årsskiftet.

Mecom forlænger bankaftale

Underskuddet vokser i Berlingske

Mecom forhandler stadig om Berlingske-salg

Mecom giver underskud på 227 mio. kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu