"Chefskifte i Bonnier kan åbne døre"

MediaWatchs ferietjek. Bonnier Publications vicedirektør Jens Henneberg holder ferie i Toscana efter et forår med overraskende udskiftning på chefposterne i Bonnier-koncernen.

HVEM: Jens Henneberg, vicedirektør, Bonnier Publications.

HVOR: Min kone og jeg skal til Toscana og besøge et amerikansk par, som vi mødte på en National Geographic-tur til Antarktis i januar. Derefter nogle dage i Firenze. Resten af tiden hjemme.

HVOR LÆNGE: Tre uger.

Hvad skal du læse, se og lytte til i ferien?

Det bliver John le Carrés nye 'En skrøbelig sandhed'. Ingen kan som ham udtænke et plot og folde det begavet ud. Sproget er fint, og han er altid god til at tage et aktuelt moralsk dilemma op. Jeg læser alle hans bøger, men holder mig ellers fra spændingslitteratur og krimier. Desuden vil jeg læse udvalgt dele af Dantes Guddommelige Komedie. Det bliver årets klassiker, og jeg regner med, at det bidrager til oplevelsen, at jeg læser den i Firenze, hvor Dante jo kom fra. Og så selvfølgelig et godt udvalg af vore egne magasiner: Illustreret Videnskab, I Form, Bo Bedre, etc.

Det bliver ikke til meget tv- og radio i den periode.

Sommer er ikke sommer for mig uden …

sne og is, f.eks. i Alperne, men sådan bliver det ikke i år. Prøver som regel at inkludere et par dages bjergbestigning hvert år. Men det går nok endda: Året har budt på sne og is i Antarktis, alpin skitur til Chamonix og langrendstur i april i Narvik-fjeldene.

De tre ting jeg glæder mig mest til …

at få lov til at snakke om Antarktisk-turen igen med nogen, som selv var der – og som ikke bliver trætte af emnet – for det var en oplevelse langt ud over det sædvanlige.

at køre i Mercedes cabriolet i et forhåbentligt solfyldt Italien.

at se Uffizi-galleriet i Firenze.

Sidst jeg måtte arbejde i ferien …

er meget længe siden. Bonnier Publications er lukket i 14 dage, og det bidrager til, at de fleste kan bruge ferien til det, den er tiltænkt: At holde fri. Men svarer på lidt mails og følger med i hvad der sker.

En medietendens jeg nok vil spekulere på i ferien er …

hvordan vi laver den bedste kombination af print og digitalt til vores abonnenter. Det tager tid at ændre forbrugsvaner, men der er sket meget rundt omkring, både når det gælder formater og betalingsmodeller. Jeg er optimist. Jeg tror, at vi kan fortælle vores historier bedre til vores kunder ved at udnytte de digitale muligheder. Og vores medier bliver lettere tilgængelige.

Forårets vildeste medienyhed er stadig …

for mig, at vores Michael Cordsen, Bonnier Publications adm. direktør, blev Bonniers globale magasinchef. Det giver os nogle nye muligheder og styrker samarbejdet mellem de forskellige enheder. Og så var det naturligvis en stor nyhed, at Jonas Bonnier slutter som koncernchef. Jonas' stil var original og karismatisk. Hans efterfølger bliver nok en noget andet type.

Når det gælder nyheder i ferien, gør jeg et stor nummer ud af …

at læse International Herald Tribune gerne på en cafe. Den globale udgave af New York Times har et godt perspektiv på tingene og er knaldgodt skrevet. Til hverdag er der ikke tid til at nå den. Derudover læser jeg mine sædvanlige morgenaviser på Ipaden. Det fungerer bedre end at læse nyheder på nettet, synes jeg.

Efter ferien er min første prioritet på jobbet …

at arbejde videre med den digitale transformation. Vi kommer til at bruge mange kræfter på i første omgang især Illustreret Videnskab. Der er en masse gode idéer, som vi skal afprøve nærmere. F.eks. er der meget, der tyder på, at vores arkiv opfattes som meget værdifuldt af læserne.

BetFair-direktør lader op til Italiensk offensiv "Vildt at store avishuse stadig tror på betalingsmure" "Debatten om sommer-agurker er sommerens største agurk" "Betalingsmure stopper et par rusthuller" "Personrokaderne i tv-branchen er forårets vildeste medienyhed" "Vi skal knokle efter ferien" "Jeg har behov for ikke at være på"

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu