Tiktok pønser på amerikansk kopi for at undgå forbud

Arbejdet på en mulig amerikansk kopi har været i gang siden sidste år.
Foto: Dado Ruvic
Foto: Dado Ruvic
af marketwire

Det sociale medie Tiktok arbejder på at lave en særlig amerikansk kopi af kernealgoritmen i sin applikation. Klonen skal muligvis kunne drives uafhængigt af der kinesiske moderselskab, og muligvis vil den amerikanske del således kunne blive solgt fra, hvorved et forbud i USA kan undgås.

Det skriver Reuters torsdag med henvisning til unavngivne kilder.

Arbejdet sker på baggrund af en instruks fra Tiktoks ejer, Bytedance, allerede sidste år, så det har været i gang, inden politikerne i Washington i april vedtog en lov, som vil tvinge Tiktok til at blive solgt fra sine kinesiske ejere eller blive forbud i USA.

Tiktok, der ikke har ønsket at kommentere oplysningerne over for Reuters, har 170 mio. brugere i USA.

Det kinesiske sociale medie har tidligere i maj dog også sagsøgt den føderale amerikanske regering. Søgsmålet kommer i kølvandet af den nye lov, som vil tvinge Bytedance til enten at frasælge Tiktoks amerikanske forretning inden for en kortere periode af 270 dage til en ikke-kinesisk ejere eller altså blive forbudt i USA.

Tiktok mener imidlertid, at loven er en krænkelse af ytringsfriheden, som er sikret i USA’s forfatnings første tillæg, fordi et forbud mod applikationen vil hindre millioner af amerikanere i at udtrykke sig.

Desuden mener det kinesiske selskab, at den fastsatte periode til at gennemføre et salg er alt for kort. Det er ”simpelthen ikke muligt”, hedder det.

Loven, som i sidste ende kan forbyde Tiktok i USA, skal ses i lyset af, at politikerne i Washington mener, at koncernen med sit kinesiske ejerskab er en sikkerhedsrisiko, fordi selskabet potentielt kan samarbejde med den kinesiske regering og give Kinas myndigheder adgang til data om amerikanske brugere eller benytte applikationen til at udbrede propaganda til amerikanerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu