Better Collective fik den ventede vækst i første kvartal

Samtidig fastholder medievirksomheden sine forventninger til 2024.
Jesper Søgaard er adm. direktør og stifter af Better Collective. | Foto: Pr/better Collective
Jesper Søgaard er adm. direktør og stifter af Better Collective. | Foto: Pr/better Collective
af marketwire

Det blev til en fremgang på toplinjen i første kvartal på 8 pct. til Better Collective, og dermed blev 2024 indledt med den ventede udvikling.

”Væksten blev opnået på trods af den ekstraordinære præstation sidste år, som inkluderede lanceringen af online sportsvæddemål i to store amerikanske delstater,” skriver sportsbettingmediet tirsdag i sit kvartalsregnskab med henvisning til, at det sidste år udløste stor forudbetalt omsætning.

Salget landede nemlig i perioden på 95,0 mio. euro mod 87,9 mio. euro i samme periode af 2023. Underliggende var den organiske vækst på minus 6 pct., mens den året altså før var på positive 23 pct.

Den tilbagevendende omsætning voksede imidlertid endnu mere med 14 pct. til 53,3 mio. euro fra 46,8 mio. euro.

Driftsoverskuddet, EBITDA før særlige poster, gik samtidig tilbage fra 33,3 til 29,0 mio. euro, og det betød, at overskudsgraden dykkede til 31 pct. fra 44 pct. i første kvartal 2023. På EBIT-niveau var der også en tilbagegang til 16,8 mio. euro fra 28,1 mio. euro.

Resultatet før skat landede på den baggrund i 10,3 mio. euro sammenlignet med 27,3 mio. euro, og på den nederste bundlinje blev det til et overskud på 7,6 mio. euro mod 20,9 mio. euro et år tidligere.

Better Collective fastholder tirsdag i regnskabet også de nyligt opjusterede forventninger, der blev meldt ud i forbindelse med et opkøb i sidste uge.

Den danske koncern regner dermed fortsat med en omsætning på 395-425 mio. euro, mens driftsoverskuddet ses ende i 130-140 mio. euro.

Forud for opjusteringen var ventet en omsætning på 390-420 mio. euro og et driftsoverskud på 125-135 mio. euro.

Better Collective indgik i sidste uge en aftale om at overtage sportsbettingmediet Aceodds for 42 mio. euro. I den forbindelse indleder Better Collective et mindre tilbagekøbsprogram på 2,4 mio. euro for at kunne betale en mindre del af købssummen med egne aktier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu