Briefing: Ugen i mediebranchen

Sparerunde i Det Nordjyske Mediehus, Berlingske Media lukker sit sidste trykkeri og valgfest i det danske medieland. Det har været damp på kedlerne i denne uge. Du får overblikket over ugens gang i mediebranchen lige her.
Foto: Jens Hartmann/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Hartmann/Ritzau Scanpix

Mediedanmark kogte over i denne uge, da juleaften for politiske nørder oprandt tirsdag 1. november og blev den foreløbige kulmination på en fire uger lang valgkamp. Og selvom det har fyldt sin del - også hos nærværende medie - så er valget langt fra den eneste store nyhed, der ramte branchen i uge 44.

For tirsdag meddelte Det Nordjyske Mediehus, at koncernen skal spare 18 mio. kr. Mediehuset er som mange andre ramt af stigende driftsomkostninger sideløbende med vigende abonnements- og annonceindtægter. Derfor står adm. direktør Morten Vinther Jensen over for en omfattende spareøvelse, for at enderne kan mødes.

Det har bl.a. resulteret i, at alle medarbejdere tirsdag er tilbudt en frivillig fratrædelse. Hvordan det blev modtaget, fortalte tillidsrepræsentant Merete Ejsing Horn om fredag.

Vi bliver i avisernes sfære en stund endnu. For torsdag meddelte Berlingske Media, at koncernen lukker Trykkompagniet, der ejer det sidste trykkeri under mediekoncernens faner. De 25 fast- og timeansatte på trykkeriet i Slagelse står til at miste arbejdet fra nytår. Direktør Michael Bjerregaard kalder det en ”svær beslutning” at sige farvel til 273 års historie, men også nødvendig som følge af lukningen af B.T. på print.

Stigende priser på papir og energi, færre printoplag og reduceret sideantal har sendt omsætningen tilbage i tredje kvartal hos den danske stordistributør af bl.a. adresseløse forsendelser - herunder lokal- og tilbudsaviser - FK Distribution. Helt konkret faldt omsætningen til 189 mio. kr. mod 209,6 mio. kr. i tredje kvartal sidste år, fremgår det af det seneste kvartalsregnskab fra North Media, der ejer den danske distributionsforretning. Det svarer til et fald på knap ti pct.

Økonomien strammer

Siden sommer har der været stigende pres på økonomien i de danske mediehuse, hvor papirprisers himmelflugt, energiregninger, inflation og dalende forbrugertillid både øger omkostningerne og lægger en dæmper på annoncemarkedet samt købetrangen hos danskerne. Det sætter vi fokus på med tema-serien Økonomien strammer på MediaWatch.

I denne uge fortalte Informations kommercielle direktør, Simon Fancony, om dagbladets situation og håndtering af den økonomiske krise. Og så fortalte produktionsselskabet Zentropa om, hvordan det lige nu oplever prisstigninger på mellem 25 og 35 pct. på deres forskellige produktioner. Lidt af ”et snudeslag”, lød det fra adm. direktør Anders Kjærhauge, der vil bede tv-stationer og andre finansieringspartnere om flere penge til at holde hjulene kørende.

Og så var der som bekendt et lille valg den 1. november. Rød blok har sikret sig 90 mandater og Mette Frederiksen (S) har fredag indledt forhandlinger om dannelse af en ny regering. I hvilken retning det går, står hen i det uvisse. Men på valgnatten fortalte to af de store brancheorganisationer om deres ønsker til en ny regering.

Når valget fløjtes i gang, giver det et særligt form for rygstød til især landets aviser, der nyder godt af den tilhørende valgkamp med de mange helsides annoncer, der indrykkes i både lokale, regionale og nationale dagblade fra de forskellige partier og kandidater. Vi tog en snak med fem af landets største avisudgivere for at få en temperaturmåling på, hvordan annoncesalget er gået i år.

Ugens tal

219. Så mange udstillere og forlag er der på Bogforum 2022, som bliver afviklet i weekenden 4.-6. november. Udstillingsleder Andreas Nordkild fortalte om forventningerne til årets største bog- og forlagstræf i Danmark.

Nyt på navnefronten

Fagbladet Folkeskolen har ansat Andreas Marckmann Andreassen som ny adm. direktør og ansv. chefredaktør. Han er nuværende ansv. chefredaktør på Mediet Markedsføring.

Henrik Amini overtager 1. december stillingen som it-direktør i Egmont. Han kommer direkte fra en lignende stilling hos logistikselskabet DSV.

Morten Madsen er tiltrådt som redaktør for Teknologiens Mediehus’ nichemedie Gridtech, som er en del af husets Pro-medier.

Regitze Reeh fratræder stillingen som nordisk kommunikationschef for tech-koncernen Meta, der bl.a. ejer Facebook og Instagram. Fratrædelsen sker efter godt 14 måneder i stillingen.

Helle Kryger Aggerholm er blevet ansat som ny innovationschef på Constructive Instutite. Hun har tidligere været forsknings- og uddannelseschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun også var konstitueret prorektor.

Det læste vi i andre medier

Det er tilsyneladende ”akut krise” på TV 2 News, der nu skruer ned for at skåne medarbejdere. Det er fagbladet Journalisten, der har sat fokus på situationen. Læs med her.

Nedskæringer, fyringer og besparelser på marketingbudgettet. Det er konsekvensen, hvis Danmark styrer ind i en recession i 2023, har fagfolk meddelt mediet Markedsføring. Nogle virksomheder hvæsser sparekniven, andre holder kursen i deres marketingbudget. Læs mere her.


Med ønsket om en god weekend,

MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu