De nominerede til årets Publicistpriser er fundet

DR er som det eneste medie nomineret i alle tre kategorier til årets Publicistpriser.
Foto: Mik Eskestad/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix Gregers Tycho/Ritzau/Ritzau Scanpix
Foto: Mik Eskestad/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix Gregers Tycho/Ritzau/Ritzau Scanpix

Den Danske Publicistklubs jury er blevet enige om nomineringerne til årets Publicistpriser, der skal uddeles til efteråret. I år uddeles tre priser: Publicistprisen, Dokumentarprisen og Podcastprisen.

Det skriver klubben selv i en pressemeddelelse.

De mulige vindere af hovedprisen som årets publicist er DR's mellemøstkorrespondent, Puk Damsgaard, Jyllands-Postens tredobbelte Cavling-vinder, Morten Pihl, og TV 2's undersøgende journalist og vært på Operation X, Morten Spiegelhauer.

Til dokumentarprisen har juryen nomineret TV 2's afdækning af kritisable forhold på danske plejehjem i "Plejehjemmene bag facaden", Politikens dækning af Inger Støjberg-sagen og Informations bog "Genopdragelsen" om en dansk-pakistansk kvindes oplevelser med social kontrol og manglende hjælp fra myndighederne.

Den nyeste udmærkelse i Publicistklubbens arsenal er Podcastprisen. Juryen har her nomineret DR's "Genstart" med Knud Brix, Lars Halskov og Jonas Schrøder Andreasen for deres afdækning af Scandinavian Star-skandalen for Politiken Podcast og Anne Skjerning for hendes serie "Det brændte bordel", som også har DR som afsender.

Dermed er public service-stationen som det eneste medie repræsenteret i alle tre kategorier. Hvem af de nominerede, der kan få nyt inventar til kaminhylden bliver endeligt afgjort til årets Publicistfest d. 3 september.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu