Barcelona opsiger aftale med mediefirma efter anklage

Barcelona stopper samarbejdet med den virksomhed, som klubben anklages for at have hyret til smædekampagner.
Foto: Gorm Branderup/UDL
Foto: Gorm Branderup/UDL
AF RITZAU

FC Barcelona afbryder nu samarbejdet med virksomheden I3 Ventures, som ifølge en anklage skulle have ført smædekampagner mod spillere og andre fra den spanske klub.

Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu bekræftede tirsdag, at klubben har afbrudt samarbejdet med virksomheden.

Mandag berettede radiostationen Cadena Ser, at Barcelona-præsidenten havde betalt I3 Ventures for at sprede negative historier om klubbens egne spillere på sociale medier.

Barcelona afviser påstandene og er klar til at lægge sag an for at komme rygterne til livs.

"Vi afviser, at vi har betalt for tjenester i forbindelse med konti på de sociale medier, hvor der er bragt negative eller nedværdigende kommentarer omkring personer eller grupper, der er relaterede til klubben," skrev klubben mandag.

Tirsdag gentog Bartomeu, at klubben afviser anklagerne, og at han skulle have forsøgt at fremstille sig selv i et bedre lys inden næste års præsidentvalg.

Ifølge radiostationen har Bartomeu betalt virksomheden I3 Ventures for at skrive negative historier om både nuværende og tidligere spillere på diverse konti på sociale medier.

Blandt andre skulle superstjernen Lionel Messi, da han nølede med en kontraktforlængelse, have været udsat for denne påståede mobning via sociale medier.

Gerard Pique samt de tidligere spillere Xavi og Carles Puyol og den tidligere succestræner Josep Guardiola skulle have været andre mål for de negative skriverier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu