Blandet debut for ny sektor for kommunikationsservice

Ny sektor starter første dag med et kursfald, men er sidenhen kommet i plus igen.

Mandag er der debut til en helt ny sektor i S&P 500-indekset. Det er "kommunikationsservice", som gør sin entre.

Og sektoren lagde mandag fra start med et fald på 0,9 pct., men er siden kommet tilbage og ligger kort før kl. 13, amerikansk østkysttid, i plus med 0,1 pct.

Kommunikationsservice består af de gamle telekom-selskaber - der var kun tre af dem tilbage i S&P 500 - og så medieselskaberne, herunder også de store sociale medier, som har direkte eksponering mod forbrugerne.

Derfor er store navne som Facebook og Google, gennem moderselskabet Alphabet, blevet flyttet fra it-sektoren til den nye sektor for kommunikationsservice, mens Netflix og mere traditionelle medier er fulgt med fra sektoren for cyklisk forbrug.

Den nye sektor har således fået andre store medienavne med over. Herunder Comcast, Walt Disney, DISH, CBS, News Corp. og Discovery.

Netop Comcast er forklaringen på den noget uheldige start for den nye sektor, da selskabet mister knap 7 pct. mandag. Comcast vandt i weekenden budkonkurrencen over britiske Sky, hvor 61 pct. af aktierne er sat til salg.

Comcast bød 39 mia. dollar, mens 21st Century Fox, som allerede ejer 31 pct. af Sky, bød 20 mia. dollar. 21st century Fox er også med i den nye sektor og vinder 1,5 pct.

Omvendt trækker Netflix sektoren opad med et plus på 2,9 pct. som den største vinder.

/ritzau/FINANS

Klagesag i EU kan true Google og mediers digitale annonceforretning 

Briter bruger 26 dage om året på at se tv on-demand 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu