Euroinvestor får mindre i kassen fra frasalg og nedjusterer

Selskabet venter nu en omsætning, der er 10 mio. kr. lavere, mens forventningen til resultatet før skat er mere end halveret.
Frederik Rovsing, adm. direktør i Euroinvestor. | Foto: PR/Euroinvestor
Frederik Rovsing, adm. direktør i Euroinvestor. | Foto: PR/Euroinvestor
RITZAU FINANS

Euroinvestor har ikke levet op til egne forventninger i første kvartal. Samtidig belaster nedskrivninger på frasolgte IR-Solutions resultatet så meget i 2017, at forventningerne til overskuddet før skat er mere end halveret.

Omsætningen steg i første kvartal til 16,7 mio. kr. fra 15,1 mio. kr. i samme periode sidste år. Desuden voksede resultatet før skat til 3,3 mio. kr. fra 3,0 mio. kr.

"Udviklingen i første kvartal af 2017 giver anledning til at ændre Euroinvestor.coms forventninger for regnskabsåret 2017. Euroinvestor.com forventer således en omsætning i 2017 på cirka 70 mio. kr. mod 71 mio. kr. i 2016," skriver selskabet i en kvartalsopdatering.

Forventningen til salget var tidligere mindst 80 mio. kr., så der er med andre ord tale om en nedjustering på mindst 10 mio. kr. Desuden sænkes forventningerne til resultatet før skat til cirka 7 mio. kr. fra tidligere cirka 20 mio. kr.

Køb og salg af firmaer trækker ned

En pæn bid af nedjusteringen - i alt 8,8 mio. kr. ud af de samlede 13 mio. kr. - skyldes reguleringer i forbindelse med Euroinvestors køb og salg af virksomheder.

Reguleringerne er fordelt med 1,3 mio. kr. i negativ værdiregulering på Euroinvestors køb af 35 pct. af iboligen ApS.

Desuden har resultaterne i IR Solutions, der blev solgt til canadiske Q4 den 1. oktober sidste år, ikke levet op til forventningerne. Derfor sænkes forventningerne til den resultatafhængige del af salgssummen fra 1,5 mio. dollar til 0,5 mio. dollar, hvilket medfører en nedskrivning på 1 mio. dollar - eller 6,8 mio. kr.

Endelig kan Euroinvestor se frem til et urealiseret valutakurstab på 0,7 mio. kr. som følge af en svækkelse af dollar, der reducerer værdien af den samlede estimerede restbetaling for IR Solutions.

Selve driftsresultatet før effekter relateret til køb og salg af virksomheder ventes at lande på cirka 16 mio. kr. mod 8,7 mio. kr. sidste år, oplyser Euroinvestor.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu