Eniro dykker på plan om aktiesalg og gældsreduktion

Det svenske selskabs aktiekurs bliver sendt nedad, efter plan om rekapitalisering blev præsenteret tidligere på dagen.
Foto: PR/Eniro
Foto: PR/Eniro
RITZAU FINANS

Den svenske medievirksomhed, Eniro, der i Danmark blandt andet driver internetsøgetjenesterne Krak og De Gule Sider, falder tungt på børsen i Stockholm. Det sker efter offentliggørelsen af planer om salg af nye aktier og en sanering af selskabets gæld.

Aktien i den økonomisk trængte virksomhed ligger ved middagstid i 26 svenske øre svarende til et fald på 20 pct. fra fredag.

Ifølge planen skal der sælges nye stamaktier for 275 mio. svenske kr. med en rabat på mindst 30 pct. i forhold en kurs på 31 øre. Aktiesalget sker med fortegningsret for de eksisterende aktionærer. Desuden skal ejere af præferenceaktier og konvertible værdipapirer tilbydes at konvertere deres værdipapirer til stamaktier, skriver selskabet i en meddelelse.

Provenuet for aktiesalget vil gå til nedbringelse af bankgæld. Samtidig er bankerne gået ind på, at nedskrive gælden med et tilsvarende beløb, det vil sige op til 275 mio. svenske kr., således at den samlede gæld nedskrives med 550 mio. svenske kr.

Planen indebærer desuden, at selskabets banker konverterer gæld for 150 mio. svenske kr. til stamaktier, hvorved at den samlede reduktion af gælden løber op i 700 mio. svenske kr.

Endelig reduceres gælden med yderligere 216 mio. svenske kr., hvis ejere af præferenceaktier og konvertible værdipapirer accepterer tilbuddet om at bytte om til stamaktier.

Fraregnet omkostninger til emissionen på 88 mio. svenske kr., som finansieres via nye banklån, bliver den samlede reduktion af gælden dermed på 828 mio. svenske kr. ved planens gennemførelse.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu