Dansk institut skal hjælpe med at styrke mediernes troværdighed

Institut ved Aarhus Universitet med DR-direktør blandt skaberne er med i nyt projekt, der skal løfte mediernes troværdighed. Pengene til projektet kommer blandt andet fra Facebook.
Foto: Jeff Chiu/AP/Polfoto
Foto: Jeff Chiu/AP/Polfoto

14 mio. dollar, svarende til lidt under 100 mio. kr., er finansieringen bag et nyt initiativ, der skal løfte mediernes troværdighed. News Integrity Initiative bliver navnet på projektet, som får hjemsted hos The City University of New York (CUNY). Det skriver det amerikanske universitet i en pressemeddelelse.

Pengene kommer blandt andet fra Facebook, Appnexus og Mozilla. Blandt de aktører, der skal hjælpe til med arbejdet, er danske Constructive Institute. Det er samme institut, som DR's nyhedsdirektør Ulrik Haagerup fra 1. september skal stå i spidsen for og blandt andre har tidligere Jysk Fynske Medier-chefredaktør Per Westergård, formand for public service-udvalget Connie Hedegaard og Jimmy Maymann, tidligere direktør for Huffington Post og nuværende indholdschef hos AOL, i personkredsen bag.

De i alt 19 partnere, som Constructive Institute et én af, skal blandt andet være vært ved arrangementer i forbindelse med projektet.

Formålet med News Integrity Initiative er at øge mediernes troværdighed og gøre det nemmere for folk at danne sig en holdning om indholds holdbarhed og troværdighed online.

"Som en del af Facebook Journalism Project vil vi gerne give folk de nødvendige redskaber til at være kritiske over for information, de ser online. At forbedre evnen til at vurdere nyheder er et globalt anliggende, og denne forskelligartede gruppe samlet af CUNY samler eksperter fra hele verden for at arbejde på at bygge mere informerede fællesskaber," siger Campbell Brown, chef for Facebooks nyhedspartnerskaber, i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu