Zetland overgår målsætning for første år

Siden lanceringen i marts har det nye Zetland hentet flere medlemmer, end målsætningen lød på.
Billede fra Zetlands redaktion i Københavns Nordvestkvarter. | Foto: Marie Hald/Polfoto/Arkiv
Billede fra Zetlands redaktion i Københavns Nordvestkvarter. | Foto: Marie Hald/Polfoto/Arkiv

Zetland relancerede i marts og sprang ud som dagligt nyhedsmedie. Tæt på årets slutning gør mediet status, og det går bedre end de udmeldte målsætninger før relanceringen. Det skriver chefredaktør Lea Korsgaard.

Målsætningen på forhånd lød, at der skulle 5000 betalende medlemmer ind i folden inden nytår. Det tal er for nuværende 6235. En del af forklaringen er den aftale, som Zetland tidligere på året indgik med teleselskabet Telia.

"Det går bedre med at få medlemmer, end vi havde turdet håbe på (yes!). Vi er hjulpet rigtig godt på vej af medlemmer, der anbefaler os til andre, og af et samarbejde, vi har lavet med Telia, hvis kunder kan blive medlemmer hos os gennem deres telefonabonnement," skriver Lea Korsgaard.

Jakob Moll, Zetlands direktør, fortalte i september til MediaWatch, at der på det tidspunkt var 3000 medlemmer i butikken, altså under halvdelen af hvad der er på nuværende tidspunkt. Den udmelding kom, da Zetland indgik aftalen med Telia.

Zetland: Telia-aftale gør en stor forskel 

Den langsigtede målsætning er at nå 14.500 medlemmer. Det vil ifølge Zetland skabe bæredygtighed for mediet på længere sigt. Mediet oplyser, at 134.000 brugere i november læste artikler hos Zetland.

De næste pejlemærker for Zetland er ifølge chefredaktøren at redesigne mediets forside, og så vil Zetland have bedre fat i danskerne vest for Storebælt.

I november meddelte Zetland, at mediet har fået 138.000 euro, svarende til lige over 1 mio. kr., Googles Digital News Initiative. Pengene skal gå til at bringe Zetlands læsere tættere på redaktionen og dens arbejde.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu