Billedbureau: Den Korte Avis bryder ophavsretten

Ifølge Berlingske Medias billedbureau Scanpix har Den Korte Avis i flere tilfælde i år brugt billeder fra bureauet uden at betale for det.
Peter Hove Olsen/POLFOTO
Peter Hove Olsen/POLFOTO

Den Korte Avis kan forvente en ekstraregning fra billedbureauet Scanpix, skriver Jyllands-Posten.

Scanpix, der er en del af Berlingske Media, siger i dag til Jyllands-Posten, at Den Korte Avis i flere tilfælde inden for det seneste halve år har brugt billeder, som Scanpix har rettigheder til, men uden at afregne med bureauet. 

Bruddet på ophavsretten gælder ifølge avisen konkret fire artikler fra oktober og juni i år, som Den korte avis har illustreret med fotos, hvor der i fotobyline står "Arkiv", men altså burde stå Scanpix. 

"Alt tyder på, at Den korte avis stjæler og fusker systematisk," siger redaktionschef Heine Pedersen, Scanpix, der nu vil sende en regning med renter til Den Korte Avis.

Ifølge Jyllands-Posten er det ikke kun Scanpix, som Den korte avis har brugt billeder fra uden at betale. Også den franske fotograf Michel Setboun siger til avisen, at Den Korte Avis har illustreret en artikel med et af hans billeder uden at afregne og respektere copyrigt.

Netavisens, der er drevet af den tidligere minister for Venstre og nu folketingsmedlem for Venstre Karen Jespersen og hendes mand, Ralf Pittelkow, har tidligere måtte bøde for at at have copy paste artikler fra andre medier.

I maj sidste år indgik Den Korte Avis forlig om ophavsretskrænkelser med medlemmer af Dansk Journalistforbund.

Modvinden har dog ikke lagt sig. I efteråret har Journalisten beskrevet, hvordan Den Korte Avis modtager mediestøtte uden at være tilmeldt Pressenævnet, og sidste weekend bragte Jyllands-Posten artiklen 'Kan Den Korte Avis bestå sin egen test?'. I den retter en række medieeksperter kritik af indholdet i Den Korte Avis, mens Jyllands-Posten sår tvivl om en del faktuelle påstande i flere af avisens artikler.

Den Korte Avis gik efterfølgende til modangreb og i et indlæg i Jyllands-Posten, skrev Ralf Pittelkow bl.a., at kritikken kommer fra "radikale muslimer, fra venstreorienterede kredse og fra nogle af de gamle medier, som føler sig truede."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu