Rejsemagasin i rødt

Sløjt 2012 sender på ny rejsemagasinet Stand By, der er ejet af finansmanden Lars Thuesen, i minus på 2,1 mio. kr.
Der blev længere udsigt til breakeven for rejsemedierne i Scandinavian Travel Media ApS i 2012.

Udgiveren bag rejsemagasinet Stand By og sitet Standby.dk og Takeoff.dk tabte indtjening og udhulede egenkapitalen yderligere i 2012, viser årsregnskabet. Årsresultatet blev et minus på 2,1 mio. kr., og nogenlunde lige som så meget tabte selskabet på driften med et driftsunderskud på 2 mio. kr.

Bruttoresultatet faldt fra 2,1 mio. i 2011 til 1,3 mio., mens egenkapitalen droppede til minus 3,1 mio. kr.

Det er ikke første gang Stand By er i økonomiske problemer, mediet gik konkurs i 2010, men genopstod samme år efter en reetablering af selskabet.

Ifølge ledelsesberetningen har selskabet nu sat en række tiltag i gang, der skal sænke omkostninger og øge indtægter og forventer et positivt driftsresultat i år. 2013 bliver dog endnu et underskudsår på bundlinjen, siger adm. direktør Axel Christian Rasmussen til Check-in.dk.

De røde 2012-tal koster en supplerende oplysning fra revisor i regnskabet, der gør opmærksom på "væsentlig usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften". Mediernes fremtid er afhængig af fortsat finansiering fra ejeren - finansmanden Lars Thuesen, der har sine forretningsrødder i rejsebranchen. Ifølge Check-in.dk og direktør Axel Christian Rasmussen er denne dog klar til at skyde flere midler i medierne.

Konkurs stopper ikke Stand By

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu