Simon Andersen på forsiden

BT's redaktionschef Simon Andersen bliver selv forsidestof i den nyeste single fra forlaget Zetland.

Som ganske afgørende aktør i flere af de sager, der de senere år har ryddet forsider, forsider og atter forsider, er BT's redaktionschef Simon Andersen en ikke ubetydelig magtfaktor i dansk journalistik - og den offentlige debat generelt. 

Derfor, blandt andet, har forlaget Zetland gået i dybden med den omdiskuterede journalist, hvis egen person pludseligt også blev forsidestof i forbindelse med skattesagen.

"Hos Zetland opfatter vi journalister på toneangivende nyhedsmedier som magthavere. At frede nyhedsjournalistikken fra kritisk undersøgelse er at undervurdere dens gennemslagskraft og betydning. Vi mener, det er udtryk for hykleri, hvis vi journalister giver os selv en mildere behandling end andre magtfulde aktører i det danske samfund," skriver Zetland i en pressemeddelelse om singlen 'Redaktøren for det hele', der udkommer i morgen, tirsdag.

Singlen, der ifølge Zetland er baseret på interviews med 78 kilder i, omkring og uden for branchen,  skal levere "det fulde, nuancerede, modsætningsfulde portræt af Simon Andersen" - en journalist, der beskrives om usædvanligt dygtig og blændende intelligent nyhedsjournalist, men også kompromisløs grænsende til det kyniske.

Portrættet skal beskrive den Simon Andersens "aftryk på journalistikken og på de mennesker, som laver den, bliver ofre for den og bliver inspireret af den," skriver journalisten bag singlen Ida Nyegård Espersen (som også skrev Zetland-singlen 'Stegt Flæsk' om sagen om Vejlegården) i indledningen.

Singlen fylder 60 sider og koster 36 kr. på Zetland.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu