Avisen.dk-formand: Sammenlægning ikke besluttet endnu

Først i morgen skal LO's daglige ledelse tage stilling til, om Ugebrevet A4 skal lægges ind under Avisen.dk, siger bestyrelsesformand for Avisen.dk, Finn Larsen.

I morgen tidlig skal LO's daglige ledelse beslutte, om Ugebrevet A4 fremover skal lægges ind under Avisen.dk.

Forslaget, der er blevet meldt ud til de to mediers medarbejdere i dag, skal godkendes af LO's ledelse, før arbejdet med sammenlægningen kan begynde, siger formand for Avisen.dk's bestyrelse og sekretariatschef i LO, Finn Larsen. 

"Det er påtænkte planer, men beslutningen er ikke truffet endnu. Vi er endnu et stykke fra, at LO's daglige ledelse har givet mandat til sammenlægningen," siger han til MediaWatch.

A-Pressen får ansvaret
Selskabet Avisen.dk, der driver nyhedssitet af samme navn, er ejet halvt af A-Pressen - der igen ejes af LO - og halvt af Freeway Holding ApS.

Vedtages forslaget om en sammenlægning, flytter LO altså Ugebrevet A4 over i et selskab, som det kun ejer halvt. 

Sker det, er aftalen, at A-Pressen både får det redaktionelle ansvar for A4 og ansvaret for at afholde de ekstra udgifter, som titlen vil medføre for Avisen.dk, siger Finn Larsen. 

Avisen.dk ApS havde sidste år et underskud på ca. 3,5 mio. kr. 

Arbejdsmarkedsstof under et tag
Ambitionen med sammenlægningen er at styrke dækningen af arbejdsmarkedsstoffet ved at samle de to medier i samme hus. Desuden vil der ved en sammenlægning være nogle stordriftsfordele, der kan mindske LO's udgifter til de to titler.

"Det afgørende er, at vi samler den journalistiske arbejdskraft inden for arbejdsmarked og arbejdsliv. Vi tror på, at vi kan den førende virksomhed på det her felt," siger Finn Larsen. 

Bliver forslaget vedtaget, vil sammenlægningen sandsynligvis blive gennemført i løbet af første kvartal, siger Finn Larsen.

- JHT






 



  
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu