Twitter klar til europæisk annonce-ryk


 


 

Topchef tvivler på Facebook som annoncemedie
God til branding - mindre god til markedsføring. Chef for verdens største reklamebureaugruppe, WPP, Martin Sorell, er ifølge The Guardian langt fra overbevist om, at Facebook kan slå igennem som annoncemedie. På den internationale reklamefestival, Cannes Lions, sagde han: "Jeg tror, at Facebook er en af de bedste branding-maskiner i verden, men jeg tror ikke nødvendigvis, at det er et reklamemedie." WPP-gruppen lagde i alt omkring 200 mio. dollars sidste år på Facebook - omkring 5 pct. af netværkets omsætning på 3,7 mia. dollars. - mens WPP spenderede 1,6 mia. dollars på Google.

Twitter klar til annonce-ryk
I slutningen af året vil Twitter lancere sine annonceprodukter i yderligere 50 lande - mod en håndfuld i dag - især i Europa og Latinamerika. Det skriver The Guardian fra reklamefestivalen Cannes Lion, hvor Twitter-stifter Jack Dorsey var med på en pressekonference. Spanien og Tyskland bliver nogle af de første europæiske lande, hvor Twitter mod slutningen af året introducere sine tre annonceprodukter; "promoted tweets, promoted trends and promoted accounts". Twitters planer handler ikke overraskende om at kapitalisere mere på netværkets 140 mio. brugere.

Google vil redde sprog
Google har i dag lanceret "Projekt truede sprog" , der skal sikre, at nogle af verdens mange små sprog ikke går i glemmebogen. Det skriver The Telegraph. Projektet er baseret på crowdsourcing - ala Wikepedia. "At dokumentere 3000+ sprog, der er i fare for at forsvinde (omkring halvdelen af alle sprog i verden) er et vigtigt skridt for at bevare kulturel mangfoldighed," lyder det bl.a. i Googles blogpost om projektet.

UEFA har skiftet mediekurs
Sociale medier har fået foden langt inden for i fodboldverdenens hellige haller, UEFA. Det skriver Mashable. UEFA.com 's redaktionelle medarbejdere bruger i dag ikke tiden på at skrive nyheder med brugerne som tilbagelænede modtagere, men skubber historierne ud på Facebook og lader fans spille ind med spørgsmål til spillere og ledere via den officielle Euro 2012 Facebook-side. Det fokus har båret frugt ifølge UEFA-leder, David Farrelly, med henvisning til de mere end 350.000 likes Facebook-siden har fået siden begyndelsen af måneden. UEFA har desuden planer om at arbejde tættere sammen med Twitter i forbindelse med turneringer.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu