Mandag Morgen dropper papir-ugebrevet
Til august er det slut med at kunne læse ugebrevet Mandag Morgen på papir - frem over vil mediehuset koncentere sig om at udgive ugebrevet online, skriver Altinget.dk.
"Vi vil stadig levere innovationsjournalistik af høj kvalitet - men i nye formater, der øger aktualiteten, brugervenligheden og nytteværdien," siger ansvarshavende chefredaktør Bjarke Møller, Mandag Morgen, til Altinget.dk.
Helt papirløs bliver mediehuset dog ikke - Mandag Morgen vil samtidig lancere et nyt månedsmagasin på 100 sider, der skal komme 12 gange om året med "dybdeborende og gennemarbejdede analyser, visionære og langsigtede perspektiver, scenarier og trends".
Ugebrevet Mandag Morgen har de senere år oplevet stor digital vækst og har i dag dobbelt så mange betalende kunder på web som på print.
Ansvarshavende chefredaktør Bjarke Møller har tidligere nævnt den digitale omstilling som en af de væsentligste grundsten i Mandag Morgens strategi. Bjarke Møller tiltrådte som ny ansvarshavende chefredaktør for en måneds tid siden og afløste Erik Rasmussen på posten.
- LR